Langt ude i skoven nær Haslev ligger der et meget højt tårn. 45 meter højt. B.T. er taget på besøg.
Allerede på motorvejen så vi den timeglasformede udkigspost, der går under navnet Skovtårnet, hæve sig over trækronerne.
Det ligger i skov-klatreparken Camp Adventure, som også er dem, der står bag opførelsen af tårnet.
Det har stået klar i cirka en uge, men jo tættere vi kommer på det, jo højere bliver larmen fra håndværkerne, der er ved at færdiggøre det allersidste. Det skal nemlig være helt perfekt til åbningsdagen lørdag, hvor blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen kommer forbi.

Også den lokale borgmester og en masse pressefolk er inviteret.
Skovtårnet er primært lavet af rustet stål. Og det er meningen, at det har fået lov til at danne rust. Det skal nemlig passe ind i naturen omkring og ikke skille sig ud. Gulvet er lavet af træ fra den lokale natur.
Sammen med Kasper Larsen, der står for forretningsudvikling i Camp Adventure, begiver vi os op i tårnet og tænder for et stopur. Der er cirka 650 meter til toppen - det tog 11 minutter og 32 sekunder på forholdsvis unge ben at komme derop.
Og nu har vi altså et 360-graders udsyn over Sydsjælland. På en god dag kan man se hele vejen til Malmø.

Med sine 45 meter er Skovtårnet 10 meter højere end Rundetårn i København. Der er dog et stykke op til eksempelvis Eiffeltårnet i Paris, der med sine 300 meter er seks gange højere end Sydsjællands nye trækplaster.
Vi undrer os lidt over, at vi ikke er blevet forpustede, men Kasper Larsen fortæller, at det er helt med vilje.
Det er nemlig lavet tilpas stejlt til, at både barnevogne og kørestole kan være med.
Det eneste, der helst skal holdes på jorden, er hunde.

»Hvis de tisser, så får de, der går på etagen under, det i hovedet,« siger Kasper Larsen og griner.
Tårnet er indrettet som en spiral, som fører en til toppen. Ingen trapper og ingen trin.
På ydersiden danner de store stålrør rammen om tårnet, mens der på indersiden - og faktisk også ydersiden - er et gelænder, der søger for, at man ikke falder ud over.
I midten står tre store birketræer.

Halvvejs oppe står man over trækronerne og kan kigge ned på de 25 meter høje træer, der snart springer ud og bliver en kontrast til det rødbrune rust.
Det er arkitekt Tue Foged og tegnestuen Effekt, der har designet tårnet.
Vil du selv en tur op i udkigstårnet, så åbner de for offentligheden søndag klokken 10.00.
Adgang til tårnet koster 125 kroner, men det er faktisk ikke blot udkigstårnet, du betaler for, når du køber dig adgang til det. Der vil nemlig være en sti på næsten en kilometer, som vil føre gæster igennem den smukke natur i Gisselfeld Klosters Skove, før man til sidst ender ved Skovtårnet.
