Hundredvis var lørdag mødt op til stor demonstration.

Foran Rådhuset i Aarhus stod de i samlet folk. Klar til at marchere mod Tangkrogen med et klart mål – enstemmigt er de imod en udvidelse af industrihavnen i Aarhus.

Men hvorfor møder forslaget om at udvide industrihavnen i Aarhus med mere end 100 hektar så meget modstand?

Det spurgte B.T. nogle af de aarhusianere, der var mødt op for at demonstrere lørdag formiddag.

»Jeg er enormt påvirket af udvidelsen. Vi har en gave her, og den skal vi godt nok bevare. Jeg synes, det er trist, og det vil være ødelæggende for hele Marselisborg og Tangkrogen,« siger 64-årige Lene Djernæs.

Hun bakkes op af Helle Blach, der har boet mange år på Frederiksbjerg i Aarhus.

»Vi har så skøn natur, og der er så mange, der bruger den. Det betyder helt vildt meget – man får det direkte i hjertet. Vi gør det her, for at vores børn også får den samme glæde, som vi har haft,« fortæller hun.

Lene Djernæs og Helle Blach var mødt op sammen med omkring 300 andre aarhusianere til demonstrationen, der er arrangeret af Foreningen Beskyt Aarhusbugten, Den Grønne Studenterbevægelse og Det Fælles Bedste.

»Det er for at vise, at vi virkelig mener det,« fortæller Helle Blach, der suppleres af Lene Djernæs:

»Jeg havde håbet på, at der var kommet flere, for jeg har virkelig lyst til at kæmpe for det her.«

Sidste fredag sluttede høringsfasen for at gøre protest mod projektet. Her endte det med over 1.500 høringssvar. Størstedelen imod en eventuel udvidelse.

»Det stopper ikke ved høringssvarene. Vi viser, at vi ikke glemmer den her sag,« fortæller en af dagens arrangører og formand for foreningen Bevar Aarhusbugten Svend Erik Kristensen.

Konkret har kommunen foreslået at udbygge containerhavnen med yderligere cirka 100 hektar over de næste 30 år. En kæmpe udvidelse, som svarer til 140 fodboldbaner.

Kommunen, der ejer Aarhus Havn, mener, at en udvidelse af havnen vil kunne bidrage til en positiv økonomisk udvikling i den østjyske region og samtidig bidrage til at udvikle transportinfrastrukturen mod mere energieffektiv og miljøvenlig godstransport.

Og hvis forslaget bliver vedtaget, vil det betyde, at havnen vil brede sig endnu længere ud i Aarhus-bugten og horisonten, som man kan se fra landsiden, når man kommer gående i græsset eller på fortovet mod Marselisborgskovene.

Demonstrationen lørdag er ifølge Svend Erik Kristensen med til at vise, at aarhusianerne bliver ved med at kæmpe til det sidste.

»Mange gange bliver høringer ikke hørt af politikerne, og når høringsfristen er ovre, så bliver det glemt. Men det slutter ikke her. Vi bliver ved med at kæmpe vores sag, indtil den sidste beslutning er truffet,« siger han.