Vinder man tirsdagens Eurojackpot, er man fri for at tænke på elpriser, inflation og stigende rente de næste mange, mange år.

Jackpotten lyder nemlig på hele 657 millioner gode danske kroner.

Beløbet er vokset sig så stort, da det er omkring en måned siden, at jackpotten sidst er vundet.

Og hvis det skulle ske, at der ikke trækkes en vinder i aften, vil den efterfølgende Eurojackpot – på fredag – nærme sig 750 millioner kroner, oplyser Danske Spil.

»Det er altid ekstra spændende, når vi nærmer os en af de helt store præmiepuljer. Her hos Danske Spil kommer vi aldrig nogensinde til at glemme sommeren 2022, hvor vi fik lov at udbetale danmarkshistoriens største lotterigevinst på 759 millioner kroner til en heldig dansker – og hver gang førstepræmiepuljen i Eurojackpot igen bevæger sig op i de højeste luftlag, så drømmer vi om at få lov til at gøre det igen,« siger Malene Mølgaard, der er administrerende direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Eurojackpot i Danmark.

Eurojackpot spilles i 18 forskellige lande og er et fælles europæisk lotteri.

Siden 2012 har ti danskere vundet førstepræmien, og alene i sidste uge vandt to heldige danskere omkring tre millioner kroner hver, da de havde fem rigtige vindertal og et enkelt stjernetal.

Hovedpræmien kræver lige et enkelt stjernetal mere.

Listen over tidligere danske hovedpræmievindere lyder:

  • 1. 759.318.630 Eurojackpot, 2022 (Region Syddanmark)
  • 2. 315.009.958 Eurojackpot, 2015 (Region Hovedstaden)
  • 3. 310.785.127 Eurojackpot, 2021 (Region Sjælland)
  • 4. 210.688.619 Eurojackpot, 2018 (Region Sjælland)
  • 5. 148.183.435 Eurojackpot, 2017 (Region Nordjylland)
  • 6. 135.177.015 Eurojackpot, 2012 (Region Hovedstaden)
  • 7. 114.000.000 Eurojackpot, 2017 (Region Hovedstaden)
  • 8. 107.000.000 Eurojackpot, 2022 (Region Syddanmark)
  • 9.   69.678.692 Eurojackpot, 2021 (Region Sjælland)
  • 10. 63.257.880 Eurojackpot, 2017 (Region Sjælland)