Den truede art kæmpepandaer kan ligesom mennesker lide af jetlag, og det kan have en betydning for, om der kommer pandaunger i Zoo.

Pandaer i fangenskab kan nemlig lide af jetlag-lignende symptomer, viser et nyt studie. 

Det kan påvirke deres diæt, kropstemperatur og seksuelle adfærd, skriver det amerikanske medie CNN.

»Dyr i fangeskab har svært ved at kende forskel på årstiderne og lider derfor af en form for jetlag. For mange arter er det lysets skiften, der udløser hormoner, så dyrene kommer i brunst. Hvis dyr, der er tilpasset livet ved en given breddegrad, flyttes tættere på ækvator bliver dette signal svagere og brunst kan udeblive,« siger Mads Bertelsen, der er zoologisk direktør i Københavns Zoo, til B.T.

Adfærd ændrer sig
Kirstine Ganadia, der er forsker fra Universitetet af Stirling i Skotland, forklarer, at jetlaggen kan resultere i, at kæmpepandaerne er mindre aktive, end de er i den vilde natur. Blandt andet så var de mere aktive om natten, hvilket kan have en betydning for, om de parrer sig, da deres seksuelle adfærd kun var påvist om dagen.

»Pandaer er meget gode dyr at fokusere på, fordi de er meget populære i zoologiske haver, og der er mange, der har panda-kameraer (webkameraer fra dyrenes indhegninger), så vi kan se, hvordan deres adfærd ændrer sig på tværs af forskellige breddegrader,» siger hun til CNN.

Ikke et problem i Københavns Zoo
I Københavns Zoo genkender de problemet med jetlag hos de dyr, der fragtes over ækvator, men ikke hos pandaerne:

»Hos os er det ikke vores pandaer, der har jetlag, men særligt vores tasmanske pungdjævle har lidt under det,« siger Mads Bertelsen.

Han forklarer, at de tasmanske pungdjævle foretog skiftet første år og har siden fortsat i »dansk cyklus«.

Mads Bertelsen peger på, at der er mange andre faktorer, der spiller ind, når pandaerne i Københavns Zoo ikke får unger.

»Pandaerne er simpelthen uerfarne i at være pandaer. For at producere flere unger bliver dyrene i de store kinesiske centre fjernet fra deres mor meget tidligt og lærer derfor ikke, hvordan en voksen panda skal opføre sig, hvilket gør, at de har sværere ved at få unger,« fortæller han til B.T.