Den iskolde trend har spredt sig med lynets hast, som det også har været tilfældet med crossfit, juicekure og halvmaratonmedaljer, på Instagram.

Hvis ikke du har gættet, hvad vi henviser til, så er der naturligvis tale om vinterbadning, der af gode grunde er særdeles udbredt i disse måneder.

Og faktisk er det generelt blevet så populært, at den britiske mastodont BBC har valgt at bringe en artikel om 'det danske trick'.

Antallet af vinterbaderforeninger i Danmark er steget fra 17 klubber i 2009 til 154 i dag.

Ifølge BBC har flere virksomheder også grebet muligheden til at inkorporere vinterbadning som en del af teambuilding blandt medarbejderne.

Den britiske avis har også talt med en række danskere, der jævnligt smider badekåben og svømmer i det isnende kolde vand.

»Skandinaver har det med at finde alternativer til de endorfiner, som vi får af solen, og hvis jeg føler mig stresset, er jeg sikker på, at jeg får det bedre, når jeg hopper i,« siger 43-årige Mikkel Falk Møller til BBC, da han fortæller om, hvorfor han vinterbader.

En anden, 31-årige Stephen Haar, fortæller til mediet, at han sprang i Københavns Havn sidste uge.

Det har haft en stor positiv effekt hos ham.

»Det nulstiller mit sind, når jeg har haft en lang dag på arbejde eller har lidt tømmermænd. Jeg føler mig altid mere positiv efter en svømmetur i det kolde vand,« siger han.

Rent videnskabeligt har der gennem tiden været mange diskussioner om vinterbadningens effekter.

Oftest bliver det nævnt, at det kolde dyp styrker dit immunforsvar og er godt for dine blodkar.