Synes du i forvejen, at det er for dyrt at køre i taxa?

Så skal du sætte dig ned, tage en dyb indånding og holde på hat og briller.

Flere taxaselskaber sætter nemlig priserne op i perioden den 24-26. december, 31. december og 1. januar. Det betyder, at du hos eksempelvis Taxi 4x27 skal betale intet mindre end 135 for bare at sætte dig ind i en taxa på gaden.

Den nye taxalov giver taxaselskaberne frit råderum til at sætte deres startpriser og kilometer takster op, og den mulighed lader de altså ikke forpasse.

Prajer du en hyrevogn fra Taxi 4x27 på gaden i dag, starter taxametret på tre kroner. Gør du det samme en af de tre juledage eller to nytårsdage, vil der stå 135 kroner på taxametret.

Desuden sætter selskabet også kilometertaksten op til 25,50 kroner i disse særdage.

Den er normalt på 12,00 kroner fra 6 til 18 i hverdagene og 17,00 kroner om aftenen og i weekenden. Minuttaksten sættes også op til 11,25 kroner pr. minut.

Men Taxi 4x27 står ikke alene.

Også Dantaxi 4x48 og Taxa 4x35 vil til jul og nytår introducere nye og højere priser. Se dem herunder.

Men hvorfor?

»De her chauffører, der betjener taxaerne og kunderne de dage, hvor alle gerne vil hjem fra julefrokoster og nytårsfesterne, skal også have en betaling, der svarer til resten af arbejdsmarkedet. Det koster også dig ekstra, hvis du skal have din kat til dyrlægen eller have en låsesmed ud juleaften. Prisen afspejler, at man er på arbejde, når alle andre holder fri,« siger Thomas Wiigh Larsen, der er vognmand og formand i Brancheforeningen Taxiførere i Danmark.

Det betyder altså, at din taxatur, selvom du kun vil fragtes to kilometer, starter på 135 kroner, og at du herefter skal lægge minut- og kilometertakst oveni.

De høje priser vil formentlig få nogle til at mindes appen Uber, der havde en kort levetid i Danmark, men som især blev fremhævet for de billige priser.

Men den køber Thomas Wiigh Larsen ikke.

»Det her er den samme model, som folk løb med hænderne over hovedet med Uber. De sætter også priserne op, når der et travlt. Når der eksempelvis var Distortion eller landskamp, så steg priserne,« siger han og fortsætter:

»Dengang var vi syndebukken, og det er vi stadig. Vi skal ikke træde ét skridt forkert, så får vi en shitstorm på Facebook.«

Taxi 4x27 fører an i feltet over dyre selskaber til dette års jul og nytår, men både Dantaxi 4x48 og især Taxa 4x35 skruer altså også op.

Man fristes derfor til at spørge, om ikke taxiselskaberne er bange for at skræmme kunderne væk, når det pludselig koster 200 kroner at blive fragtet to kilometer?

»Det er muligt, at vi mister nogle kunder i svinget,« siger Thomas Wiigh Larsen, der indrømmer, at 135 kroner i starttakst måske er en tand for højt.

Som en del af den nye taxilov, der gjaldt fra den 1. januar 2018, fik taxiselskaberne mulighed for at fastsætte forhøjede takster på særlige dage.

Priserne må dog ikke overstige Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens maksimalsatser, som du kan se herunder.

Starttakst: 135 kr.
Kilometertakst: 25,50 kr. pr. kilometer
Minuttakst: 11,25 kr. pr. minut.

Taxi 4x27 har altså valgt de maksimale takster til jul og nytår.

Det har dog ikke for B.T. været muligt at få en kommentar fra Taxi 4x27.