Gerlev Idrætshøjskole ved Slagelse er ramt af et stort smitteudbrud af corona. 62 af skolens 130 elever er nu erklæret smittet.

Udbruddet startede med en tur i sauna, som var et brud mod skolens regler, og nu fortæller en elev, at hun fortryder.

Det skriver TV 2 Øst.

Over 100 elever er sendt hjem fra højskolen, og ni elever er isoleret på skolen. De smittede og isolerede elever får mad i en pose, der bliver leveret foran deres dør.

De ni smittede bor sammen i en fløj isoleret fra resten af skolen.

En af de ni smittede er Vigga Moestrup fra Hvidovre. Hun fortryder nu, at hun deltog i den seance, som startede hele udbruddet.

»Jeg fortryder helt vildt meget, at jeg gik med i sauna,« fortæller hun til TV 2 Øst.

Hun uddyber, at den saunatur er grunden til, at mange mennesker nu ligger syge, og nogle har værre symptomer end andre.

Hun ærgrer sig også over, at det har været med til at sætte højskoleopholdet på pause.

Før udbruddet brød ud, havde Gerlev Idrætshøjskole lavet skrappe retningslinjer, hvor de nærmest valgte at lukke skolen af for omverdenen.

Smitten kom dog til skolen alligevel, da en elev vendte tilbage til skolen. Eleven havde først fået en negativ test, der senere viste sig at være positiv.