»På en skala fra 1-10, så er det 700 vildt.«

Brian Rasmussen, næstkommanderende og udstillingchef i Randers Regnskov, kan næsten ikke få armene ned over den glædelige overraskelse, der har ramt dem.

I syv år har regnskoven nemlig forsøgt at få jaguar-killinger – og det skete torsdag i sidste uge.

»Det bliver ikke større. Det er et ikonisk dyr for os, og vi har arbejdet på at få dem i syv år. Og når det så endelig lykkes, er glæden bare endnu større,« fortæller Brian Rasmussen.

Med andre ord var det en længe ventet nyhed i Randers Regnskov.

»Vi har haft en han, som viste sig at være steril. Og det komplicerede jo sagerne lidt i forhold til at få killinger. Så han blev skiftet ud med en ny han ved navn Bentor,« siger Brian Rasmussen og fortsætter:

»Og en jarguar skal være omkring fire år, før den bliver kønsmoden. Bentor er kun to år og tre måneder – og vi havde set ham og vores hun, Chica, parre, men det så noget kluntet ud.«

Kluntet eller ej, så bar parringen tydeligvis frugt.

Foto: Randers Regnskov
Vis mere

»Ugen op til fødslen så Chica meget stor ud, men vi turde næsten ikke håbe,« fortæller Brian Rasmussen.

Personalet blev dog mere og mere sikre på, at hun var gravid. Og da de mødte ind torsdag blev de ansatte mødt af to killinger.

»Det var fuldstændig fantastisk,« lydet det.

Hvornår gæster i Randers Regnskov kan møde de to nye jaguar-killinger er for tidligt at sige.

»De er meget fremme i skoene. Normalt går der en uge eller ti dage, før de får øjne. Men allerede første dag kunne man se dem. Så de vokser med lynets hast og mit bedste bud vil være, at man kan se dem om to eller tre uger,« siger Brian Rasmussen.

Jaguarkillinger begynder så småt at kunne klare sig selv, når de er omkring tre måneder gamle, men de bliver som regel hos moderen i væsentlig længere tid - i særdeleshed hunnerne, skriver Randers Regnskov.

I naturen lever jaguaren ikke meget længere end 11-12 år, mens den i fangenskab kan blive op til 25 år gammel.