Over 200 millioner Telegram-brugeres personlige oplysninger er blevet offentliggjort i et forum for datalæk, hvor hackere udveksler følsomme data.

Det skriver mediet Cybernews.

Ifølge hackerne er de over 200 millioner brugeres data fordelt på tre forskellige databaser. 

Cybernews har undersøgt et uddrag af den lækkede data. Her kan man se, at de personlige oplysninger, der er blevet lækket, drejer sig om e-mailadresser, telefonnumre, navne og brugernavne.

Mediet understreger dog, at det ikke kan bekræftes, om oplysningerne stammer fra et nyt læk, eller om de er indsamlet fra tidligere kompromitterede kilder.

»Databasen indeholder hovedsageligt kontaktoplysninger, så den mest åbenlyse konsekvens er, at de bliver udnyttet til phishing-angreb. Antallet af telefonnumre er ret stort, hvilket vil gøre det muligt at udføre massive phishing-angreb,« forklarer holdet fra Cybernews, der har undersøgt datalækket. 

Det er ikke første gang, der advares mod at bruge Telegram. Ifølge Cybernews annoncerede cybersikkerhedsvirksomheden NVISO allerede sidste december eksempelvis, at Telegram var blevet et »hotspot« for hackere.