Der er ikke noget som udsigten til tabte penge, der kan få folk til at gå i panik. 

Det var fredagens kæmpe kø omkring Forex-butikken ved Nørreport i København et godt eksempel på. 

Her kan man nemlig indlevere tusindekronesedler og andre ældre pengesedler, inden disse bliver ugyldige fra på søndag.

Sådan lyder det ifølge TV 2 Kosmopol. 

Nationalbanken bekræfter ligeledes over for mediet, at den stigende interesse de seneste uger har resulteret i dage med lange køer.

»Vi har ved flere lejligheder oplevet meget lange køer de seneste uger. I de tilfælde har vi givet folk i køen mulighed for at blive ekspederet på en senere dato uden kø, hvis de registrerer deres ønske om at ville indlevere. Den mulighed ruller vi også ud i dag,« fortæller Niels Kaas, hovedkasserer i Nationalbanken, til TV 2 Kosmopol.

I samme ombæring fortæller han også, at der er indsat ekstra personale og åbnet flere kasser i et forsøg på at mindske kø.

Pengesedlerne kan indleveres og veksles indtil søndag. Fra den 1. juni er sedlerne værdiløse.