Petter Stordalens hotelimperium, Nordic Choice Hotels, har - som navet antyder - hoteller i hele Norden.

Men kæden er altså havnet i lidt af en knibe.

En computervirus har fået sit tag, og det påvirker både bookingsystemer, ind- og udtjekning og betalingsløsninger. Det skriver hotelgiganten, ifølge det norske Børsen, i en pressemeddelse.

»Vi har fuld fokus på at løse problemerne så hurtigt som muligt med alle de værktøjer, vi har. Den nationale sikkerhedsmyndighed er blevet underrettet om, hvad der er sket,« er meldingen fra hotelkoncernen.

Efter sigende blev virussen opdaget natten til torsdag.

I mellemtiden er der sat ind med manuelle systemer på hotellerne, så gæster fortsat kan indlogere sig - dog er ventetiden øget.

Nordic Choices presseansvarlige, Bettina Flatland, oplyser i en sms til Børsen, at der arbejdes på højtryk for at finde ud af, hvad der er sket.

I samme ombæring fortæller hun, at det er de fleste af kædens hoteller i både Danmark, Sverige og Norge, der er ramt af denne virus, mens enkelte i Finland er præget.

Nogle af de danske hoteller, der er en del af kæden er blandt andre Skt. Petri, Ville Copenhagen og Comfort Hotel, der alle er placeret i København.