Det er nok ikke hverdagskost for politiet at få en anmeldelse om en stjålen elefant.

Ikke desto mindre er det lige præcis det, politiet i Skive har fået.

Det skriver Skive Folkeblad.

Elefanten, der er fire meter høj og lavet af glasfiber, er forsvundet mellem 29. april og 20. maj fra Vestbjerg Skov efter at have stået det samme sted i 10 år.

Hele episoden skyldes en uenighed om, hvem det egentlig er, der ejer den store elefant.

Anmelderen er Lars Kolind, som ejer skoven. Det har han gjort siden januar 2020, hvor han overtog den fra Jacob Jensen Design.

Og ifølge Lars Kolind er det dette firmas tidligere direktør, der har taget elefanten.

»Timothy har nu tilstået tyveriet, og jeg går ud fra, at politiet tager sig af sagen, sådan at elefanten kan komme tilbage på sin plads i god behold,« siger Lars Kolind til TV Midtvest.

Timothy Jacob Jensen fortæller også, at det er korrekt, at han har taget elefanten. Han kalder det dog ikke for tyveri. For elefanten tilhører ham, fortæller han til det jyske medie.

»Det er mig, der ejer elefanten, og jeg har skrevet til Lars og fortalt, at jeg har hentet den. Den står nu hjemme i min have, hvor den skal gøres ren og repareres,« siger Timothy Jacob Jensen.

Både han og Lars Kolind har ejet Jacob Jensen Design. Timothy Jacob Jensen har solgt sine aktier i virksomheden, mens Lars Kolind i dag er bestyrelsesformand.

De er uenige om, hvem der ejer den store elefant, og sagen ligger derfor lige nu hos politiet, som skal afgøre, hvem ejermanden er.