Personfølsomme oplysninger på en række danske bilforhandleres kunder er blevet blotlagt i et cyberangreb.

Det skriver Motor-magasinet.

Ifølge mediet blev it-selskabet DocuBizz søndag morgen ramt af et omfattende hackerangreb. Softwareløsningen bruges af de fleste danske bilhandlere, lyder det.

- Vi konstaterede hændelsen søndag den 9. november om morgenen. Umiddelbart efter lukkede vi alt ned. Vi kommunikerede til vores kunder søndag klokken 16.24 og har siden informeret alle kunder og partnere to til tre gange dagligt - både om teknik og GDPR, siger chef for drift hos DocuBizz Claus Carstensen til Motor-magasinet.

Med cyberangrebet har kunderne fået blotlagt deres CPR-numre, kørekortoplysninger og kontaktoplysninger, nummerplade samt kontonummer.

Og det har sat adskillige forhandlere i alarmberedskab, skriver branchemediet.

En af de bilforhandlere, der har været påvirket af angrebet, er Nic. Christiansen Gruppen, der udtaler sig til branchemediet.

DocuBizz fortæller til mediet, at alle virksomhedens kunder er berørt af angrebet.

Det fremgår ikke, hvor mange danskeres oplysninger der skal være blotlagt.

DocuBizz arbejder med at automatisere indkøbs- og fakturahåndtering hos virksomheder, skriver Motor-magasinet.

/ritzau/