Hvis du lider af flyskræk, kan du håbe på at komme ud at flyve med Peter Vingborg.
Kabinechefen i Jettime forstår nemlig efter alt at dømme at skabe en stemning i kabinen, så al angst fordufter, og både små og store passagerer føler sig trygge.
Forleden endte en helt almindelig arbejdsdag med at gøre kabinechefen fra Skibby verdensberømt i Danmark.
Peter Vingborg er nemlig endt i en kæmpe lovestorm på de sociale medier efter, at en passager tog et billede af ham og sendte det til influenceren Anders Hemmingsen.
Hemmingsen lagde billede på sin profil på Instagram og offentliggjorde også passagerens besked:
»Har aldrig i mit liv fået så god service i et fly. Flyet var forsinket i en time, og han inviterede alle børn og barnlige sjæle i cockpittet i ventetiden. Undervejs jokede han med alle på sin vej, tog sig god tid og var alt i alt den bedste flyoplevelse, vi nogensinde har haft,« skrev den pågældende blandt andet.
Opslaget fik lynhurtigt tusindvis af likes og kommentarer og mange skrev om tilsvarende oplevelser, de havde haft med stewarden.
Torsdag var Peter Vingborg gæst i Go' morgen Danmark på TV 2 og fortalte, hvordan det føltes pludselig at få så meget positiv opmærksomhed.
Han beskrev blandt andet, hvor overvældet han blev, da han pludselig så sig selv på den berømte profil.
»Jeg tror, jeg har læst dem alle sammen indtil videre.«
Og især de mange positive kommentarer fra tidligere passagerer gjorde ham glad.
»Jeg var rørt til tårer. Jeg passer bare mit arbejde. Selvfølgelig må man gerne gøre lidt ekstra. Hvis man gør sig umage, så er det godt.«
Ledelsen i Jettime er naturlig nok glade for den positive historie.
»Det er en ekstra ’bonus’ for vores gæster, når en kabinechef som Peter forstår at skabe en god stemning ombord. Det gør flyrejsen til en oplevelse, som gæsterne kan huske og ikke blot en transport fra A til B,« siger administrerende direktør i Jettime, Anders Fred, til luftfartsmediet Standby.
Peter Vingborg understreger også, at kabinepersonalets vigtigste opgave er at sikre sikkerheden ombord.
Når den er på plads, gør han sig umage med at gøre rejsen så munter for gæsterne, som muligt.
»Sikkerheden er det vigtigste. Det skal folk føle. Men de skal også mærke, at de godt kan slappe af.«
»Jo sjovere det er, jo mere har jeg deres opmærksomhed, hvis der virkelig skulle ske noget.« fortæller han og tilføjer:
»Jeg er ikke alene om det. Jeg har resten af besætningen i Jettime med,« siger han.