For et år siden så tilværelsen trist og grå ud for ægteparret Marie og Egon Haagh - og deres familie.

Efter 59 års ægteskab skulle de bo hver for sig. 83-årige Marie havde fået demens, og 81-årige Egon kunne ikke overkomme at tage sig af hende i dagligdagen.

»Den ordning holdt så i et døgns tid, og så måtte far flytte med hende. De kunne ikke undvære hinanden,« fortæller datteren Jytte Haagh til B.T.

De flyttede sammen i en lejlighed på Dragsbækcentret i Thisted, men på trods af glæden over at være sammen har det været en svær tid.

Tre generationer klar til middag og fest: Datteren Jytte, Egon, Marie og barnebarnet Janni. (Privatfoto)
Tre generationer klar til middag og fest: Datteren Jytte, Egon, Marie og barnebarnet Janni. (Privatfoto)
Vis mere

»De har haft det godt, men min mors demens er taget til, og det er svært for min far at acceptere. Det er også svært for mig - ikke mindst fordi min far har det svært,« siger Jytte Haagh.

Som beboere på Dragsbækcentret er ægteparret imidlertid medarvinger til en millionformue, der er øremærket til at gøre hverdagen sødere for beboerne. Første arrangement løb af stabelen tirsdag og var et brag af en gallafest for de gamle og deres pårørende.

Som B.T: beskrev onsdag, bestod den overdådige fest blandt andet af limousinekørsel, forfester, gourmet-middag fra Hotel Thisted, live-optræden af Bjørn og Johnny Hansen samt dansefest.

Marie og Egon valgte at invitere datteren Jytte og barnebarnet Janni med til arrangementet, for egen regning forstås, og alle fire havde en af de bedste aftener i deres liv.

Der blev hygget og snakket om gamle dage, da Marie og Egon var til forfest hos deres nabo. (Privatfoto)
Der blev hygget og snakket om gamle dage, da Marie og Egon var til forfest hos deres nabo. (Privatfoto)
Vis mere

»Min datter og jeg har efterfølgende snakket om, at ingen af os kunne falde i søvn, da vi kom hjem. Jeg var i den syvende himmel på grund af den glæde, der strålede ud af mine forældre og de andre beboere,« siger 58-årige Jytte Haagh.

Tirsdag eftermiddag kunne Marie og Egon sammen nyde deres livs første tur i limousine, inden de tog til forfest hos naboen.

»De sad og hyggede og snakkede om deres ungdomstid. Blandt andet hvordan de gik i byen dengang,« fortæller datteren.

Så gik turen til festlokalet, hvor far og søn underholdt i en time med klassiske danske sange. Og her startede magien for alvor.

Kandis-Johnny Hansen og hans far, Bjørn Hansen, fik sat gang i 83-årige Maries hukommelse. (Privatfoto)
Kandis-Johnny Hansen og hans far, Bjørn Hansen, fik sat gang i 83-årige Maries hukommelse. (Privatfoto)
Vis mere

»De sange kendte min mor godt, og jeg kunne mærke, at hun blev glad. Da de sang Peter Malmbergs 'Du er min øjesten', kunne hun pludselig smile og synge med. Det var dejligt at opleve hende glad, for det er ikke noget, vi ser hele tiden,« siger Jytte.

Efter sangene ville Marie ikke mere. Hun gad ikke middagen, så hun tog hjem, selv om Erik valgte at blive og tage for sig af lækkerier som dampet rødtunge, scampi-rejer med hvidløg og stenøl-braiseret oksespidsbryst.

Men da det blev dessert-tid, stod hun der pludselig igen.

»'Når far ikke kommer til mig, må jeg jo komme til ham', sagde hun. Så festede vi videre, og hun fik dessert og kaffe. Da middagen blev til dans, så dansede hun med, og hun kunne sagtens huske trinene til både vals og moderne dans. Jeg kunne se på hendes ansigt, at hun var glad, og når jeg sang med på sangene, kunne hun også synge med,« siger Jytte Haagh.

Det kan godt være, Marie er dement, men da først musikken spillede, kunne hun huske trinene til både vals og moderne dans, fortæller datteren, Janni. (Privatfoto)
Det kan godt være, Marie er dement, men da først musikken spillede, kunne hun huske trinene til både vals og moderne dans, fortæller datteren, Janni. (Privatfoto)
Vis mere

»Hun dansede næsten til alle sangene - også med min datter. Hun var så glad og tilpas, og hun kunne rigtig godt lide at danse,« siger hun.

Dragsbækcentret kan holde mange andre mindeværdige arrangementer for deres beboere i lang, lang tid på grund af den millionarv, som er blevet dem tildelt af et afdød ægtepar, der selv boede på plejehjemmet i deres sidste tid.

Det glæder Jytte Haagh, som tror på en vitaliserende effekt i gode oplevelser.

»Jeg tror, det kan forlænge livet, hvis man af og til kan opleve den glæde. Så føles alting ikke så trist.«

27. juli i år kunne Marie og Egon Haagh fejre deres diamantbryllup - altså deres 60-års bryllupsdag - på Dragsbækcentret, hvor de bor sammen. (Privatfoto)
27. juli i år kunne Marie og Egon Haagh fejre deres diamantbryllup - altså deres 60-års bryllupsdag - på Dragsbækcentret, hvor de bor sammen. (Privatfoto)
Vis mere