I onsdags besluttede Jyske Bank, at de ikke længere vil udlevere 1000-kronesedler i deres personbetjente kasser.

Meldingen kom ud af det blå og blev indført med øjeblikkelig virkning, da banken gerne vil forhindre hvidvaskning af penge.

»Når vi kigger på betalingen i det kriminelle miljø, så er det ofte 1000-kronesedler, der er i anvendelse. Så det er simpelthen et forsøg på at begrænse hvidvask,« forklarer Hanne Birgitte Møller, forretningsdirektør i Jyske Bank Privat til finans.dk.

Derfor kan du ikke længere hæve 1000-kronesedler i Jyske Banks fysiske kasser, men private kunder såvel som erhversdrivende kan stadig betale med og aflevere den store pengeseddel.

Jyske Banks beslutning kommer efter, at et politisk flertal på Christiansborg onsdag annoncerede, at de vil se på at udfase 1000-kronesedlen.

Venstre, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslisten er alle åbne over for at droppe 1000-kronesedlen, efter at Den Europæiske Centralbank har besluttet at droppe brugen af 500-eurosedler.

Efterfølgende skrev den ordførende direktør i Jyske Bank, Anders Dam, på Twitter, at banken øjeblikkeligt har valgt at stoppe udbetalingen af den værdifulde seddel.

Planen er, at 1000-kronesedlen i fremtiden også skal fjernes fra bankens hæveautomater, men dette er endnu ikke trådt i kraft.

Bankorganisationen Finans Danmark bakker op om idéen om helt at afskaffe 1000-kronesedler i Danmark.

Interesseorganisationen mener nemlig ikke, at sedlen vil blive savnet af almindelige danskere.

»Der er rigtig mange tal, som understøtter, at brugen af 1000-kronesedlen til at dække almindelige folks daglige behov er meget beskeden. Den bliver helt overvejende brugt i andre sammenhænge,« siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark til Ritzau.

Ifølge Nationalbanken var der i 2017 sedler og mønter for knap 65 mia. kr. i omløb. Heraf tegnede 1000-kronesedler sig for 30,6 mia. kr. svarende til 47 pct.