Jordskælvet, der søndag ramte Holstebro-området, var kraftigere end først antaget.

Forskere fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) har opjusteret styrken fra 3,4 til 3,5 på Richterskalaen. Det oplyser institutionen på dens hjemmeside.

Her bemærkes det, at 3,5 er en styrke, der 'nok kan mærkes af de fleste.'

Geus oplyser samtidig, at man har modtaget næsten 900 indberetninger fra borgere, som har mærket jordskælvet.

Jordskælvet blev registreret søndag klokken 10.57, og dets epicenter var Holstebro.

Selv om søndagens jordskælv var kraftigt efter danske forhold, er der dog et stykke vej op til det kraftigste skælv, der hidtil er registreret.

Det skete 15. juni 1985 under Kattegat og havde en størrelse på 4,7 på Richterskalaen.

Rystelserne dengang kunne mærkes over en stor del af Danmark og det sydlige Sverige, oplyser Geus.

De fleste danske jordskælv finder sted i Kattegat og Nordsøen.

Der er kun registreret tolv jordskælv på land i Danmark, siden de systematiske målinger begyndte omkring 1930.

Danmark ligger ikke der, hvor de store kontinentplader mødes. Alligevel sker der jordskælv på disse breddegrader, selv om langt de fleste ikke kan mærkes.

»Der sker bevægelser, der trykker på den plade, vi bor på. Og når det sker, opbygges der spændinger i undergrunden.«

»Nogle gange er der et svagt sted, der giver efter, og det var det, vi oplevede søndag i form af et lille jordskælv,« sagde Trine Dahl-Jensen, seismolog og seniorforsker hos Geus, til Ritzau mandag.

Der skete - så vidt vides - ikke nogen skader på hverken mennesker eller ejendom ved søndagens jordskælv i Midt- og Vestjylland.

Men Geus hører fortsat gerne fra personer, der oplevede rystelser som følge af skælvet.

Det skal bruges i en undersøgelse af, om der er lokale forhold, som kan virke dæmpende eller forstærkende i forhold til rystelserne.

Jordskælvet søndag formiddag blev ikke efterfulgt af målbare efterskælv, oplyser Geus.

/ritzau/