Noget stak ud på den store rustbunke, som søndag sejlede forbi Jens Søndergaards fiskekutter i Skagerrak.

»Det eneste, der sådan set var malet nogenlunde ordentligt, var det russiske flag på skorstenen af den. Resten var én stor dynge rust og så en masse antenner,« siger skipperen til B.T.

tip os
Mistænker du, at du har været udsat for jamming på din båd? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Kontakt os via denne formular eller skriv til journalisten på ofru@bt.dk.

Som han har fortalt til TV Midtvest, er han overbevist om, at han blev udsat for jamming af russere, da han søndag var ude og fiske torsk på sin kutter, L237 Dorte Rixen.

Al elekronik, alle skærme begyndte at blinke 'som et kæmpestort lysshow', da en russiske slæbebåd passerede ham omkring 50 sømil fra Thyborøn, siger han til mediet. 

Da den var 500-600 meter væk, begyndte elekronikken igen at fungere.

»Det har jeg sådan set ikke lyst til at rode mere rundt i,« siger han til B.T. torsdag.

»Men,« siger han så, »jeg kan bare sige så meget, at der er mange, der har oplevet det samme den samme dag.«

Efter Søndergaard delte sin oplevelse, har flere ringet til ham og sagt, at det også er sket for dem, siger han.

»Så vi er langt fra alene.«

Overfor B.T. afviser Forsvarskommandoen at kommentere på »rygter omkring jamming i danske farvande«.

Det ville dog ikke være første gang, at Danmark bliver ramt af jamming, forstyrrende signaler, der kan sætte elektronik som radarer og GPS'er ud af spil.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har i 2024 fortalt B.T., at der har været flere tilfælde af GPS-jamming i Østersøen. 

Søndergaard fortæller om sin oplevelse, mens Rusland er under anklage for at føre en såkaldt hybridkrig mod Danmark, hvor ting som jamming er et af flere skadelige værktøjer.

Til TV Midtvest fortæller skipperen, at en militærhelikopter fløj over området omkring samme tid, som han han havde sin oplevelse med den russiske båd. 

Søndergaard blev ikke bange, da den russiske båd kom forbi ham, siger han til B.T.

»Nej, det gjorde vi ikke. Jeg blev meget overrasket. Der er jo ikke noget farligt i det som sådan. Men man bliver overrasket, når sådan noget sker.«