Selvom Kina er blevet fornærmet over en tegning, som Jyllands-Posten har bragt, kommer avisen ikke til at undskylde.

»Al den stund, at jeg virkelig, virkelig ikke har haft en intention om at gøre noget forkert og heller ikke synes, at vi har gjort noget forkert, så kan jeg ikke komme med en undskyldning,« fortæller Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Jacob Nybroe, til B.T.

Tirsdag formiddag udsendte en talsmand fra den kinesiske ambassade i Danmark en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at Kina forlanger at få en offentlig undskyldning fra Jyllands-Posten for den tegning, som avisen bragte i avisen mandag.

Tegningen forestiller det kinesiske flag, hvor de fem gule stjerner i det oprindelige flag var skiftet ud med coronavirussen.

Og den tegning er ifølge Kina over stregen, lyder det i pressemeddelelsen.

'Mens den kinesiske regering og befolkningen gør deres bedste for at bekæmpe denne sjældne sygdomskrise, og mens det internationale samfund har vist os stor sympati og støtte, har Jyllands-Posten bragt en 'satiretegning' af Niels Bo Bojesen, som er en fornærmelse mod Kina og sårer det kinesiske folks følelser,' lyder det.

Men ifølge Jacob Nybroe var det aldrig intentionen at fornærme Kina.

I stedet forklarer han, at tegningen er en 'registrering' af det, der foregår ude i verden, hvor især Kina er blevet ramt af en ny coronavirus, som indtil videre har kostet mere end 100 mennesker livet, mens den har spredt sig til en række andre lande.

»Den tegning, vi har bragt, har ikke nogen grad af kommentar eller satire i sig. Det er en illustration af det, som hele verden taler om. Det er det kinesiske flag og coronavirus. Og det er en meget simpel måde lige at få streget ind, hvad det er, vi alle taler om,« siger chefredaktøren og fortsætter:

»Og på den måde er det ikke guds gave til satiren, for der er ikke noget 'svirp' i den - og vi har heller ikke nogen grund til at 'svirpe'. For vi kan ikke godtgøre, at det er Kinas skyld, at der er opstået en virus, og vi kan såmænd ikke engang godtgøre, at Kina ikke gør alt, hvad de kan, for at inddæmme den her virus. Så det er alene en registrering af det, der foregår i verden lige nu.«

Kan du forstå, at de synes, den er fornærmende?

»Nej, det kan jeg nok ikke. Men jeg tilhører heller ikke den kinesiske kulturkreds, og jeg udkommer ikke i Kina. Jeg udkommer i Danmark. Og i Danmark har vi en lidt mere udstrakt tolerancetærskel for, hvad man kan med for eksempel flag. Og vi bruger rigtig ofte flag i vores tegninger. Også i dem, der er lidt mere grov satire, hvad der ikke er tale om her,« forklarer Jacob Nybroe og henviser til, at de i dagens avis har en tegning af en struds, der stikker hovedet i en busk.

Strudsens krop er det svenske flag.

Fordi han ikke mener, at de har gjort noget forkert, mener chefredaktøren, at avisen godt vil kunne bringe tegningen igen en anden gang.

»Ja, det ville vi godt kunne. Som sagt synes jeg ikke, det er guds gave til tegninger, for jeg synes ikke, den har det der 'svirp', som jeg allerbedst kan lide, at de har, og det har den slet ikke. Det er en ren registrering. Men vi kunne sagtens bringe den igen, ja,« siger Jacob Nybroe.

Coronavirussen har nu kostet 106 mennesker livet i Kina, mens mere end 4.000 er blevet smittet. Virussen stammer med al sandsynlighed fra millionbyen Wuhan i den centrale del af landet.

Der er også bekræftet tilfælde af virussen i Japan, Sydkorea, Taiwan, Thailand, Nepal, Vietnam, Canada, Saudi-Arabien, Singapore, USA, Frankrig, Tyskland og Australien.