Juni måned er allerede den vådeste måned i 2026
Halvvejs inde i juni er der faldet 44,8 millimeter regn. Det er den vådeste måned i år indtil nu, viser tal.
Halvvejs inde i juni er der faldet 44,8 millimeter regn. Det er den vådeste måned i år indtil nu, viser tal.
Silende regn, skyer, torden, sol og mere silende regn.
Juni måned har indtil videre budt på blandet vejr, men i særdeleshed en del regnvejr.
Halvvejs inde i juni er måneden allerede den vådeste måned i 2026 med 44,8 millimeter regn målt frem til søndag eftermiddag. Juni overgår dermed februar, hvor der faldt 41,9 millimeter nedbør.
Det viser tal fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Vi er i en lavtryksbane, der giver en mere klassisk efterårsvind, kølig luft, mere regn og byger, fortæller Mille Jensen, vagthavende meteorolog ved DMI.
I juni er klimanormalen på 64,4 millimeter. Og der mangler altså kun 20 millimeter regn, før gennemsnitsnedbøren for måneden er nået.
Også søndag er der mere regn i vente. Flere steder kan der komme kraftige byger og torden.
- Vejret vil således minde mere om efterår end om sommer, og uanset om man er tilskuer til cykelløbet Copenhagen Sprint, Pokémon Go-event, skal nyde musikken på Nord-Als Musikfestival eller bare en tur ud i det fri, så kan man få brug for regnfrakke og lun trøje, siger vagthavende meteorolog Klaus Larsen.
Det blandede og ustadige sommervejr fortsætter i den kommende uge, hvor der fortsat ventes flere byger, lyder det fra DMI.
Der kan dog komme højere temperaturer i slutningen af næste uge.
Det er særligt i det midt- og nordjyske, at der er faldet mest regn i juni måned.
I Brønderslev Kommune er der faldet 68,5 millimeter regn frem til søndag eftermiddag. I Hjørring er det 65,1 millimeter, mens Aalborg har fået 57,8 millimeter.
Der er også kommuner, der har fået en del mindre regn. Blandt nogle af dem med mindst regn i juni måned indtil videre er Vordingborg med 15,1 millimeter, Guldborgsund med 17,7 millimeter.
/ritzau/