Om lidt får omtrent to millioner danskere tilsendt en fødevarecheck.

Men den rammer skævt, mener 24-årige Julius Bjørn Honoré, som selv kan se frem til at modtage fødevarechecken.

En økonomisk håndsrækning er på vej til cirka to millioner danskere, efter SVM-regeringen, Enhedslisten og SF indgik en aftale om fødevarechecken tilbage i januar.

4,5 milliarder blev derfor sendt ud i maj og juni måned som konsekvens af de stigende fødevarepriser.

Og Julius Bjørn Honoré er en af de danskere, som er berettiget til det skattefrie engangsbeløb.

Men han vil ikke beholde det.

»Jeg er jo ikke fattig. Der er synd for mange, men det er sgu ikke synd for mig,« fortæller han til B.T.

Derfor har han taget en beslutning.

»Det er bedre, at gøre noget for nogle rigtigt fattige,« lyder det fra den 24-årige.

Julius Bjørn Honoré vil lave mad for sin fødevarecheck og give måltiderne videre til »værdigt trængende« gennem varmestuer i Aarhus, hvor han bor.

Adspurgt hvorfor han ikke har sagt nej til at modtage fødevarechecken, forklarer han, at han ikke var klar over at det var en mulighed.

»Men jeg mener, at vi skal omfordele til fattige og udsatte borgere så vidt muligt, så jeg havde nok takket ja uanset og så brugt dem velgørende.«

Til daglig er han i lære som kok i Aarhus, hvor han får udbetalt omkring 12.000 kroner om måneden.

Han har lånt et køkken, hvor han over de kommende par dage vil tilberede måltider for omkring 7.000 til 8.000 kroner.

Fødevarechecken dækker ikke madbudgettet, hvorfor han på sine sociale medier har opfordret folk til at give deres fødevarecheck videre til hans projekt.

Må folk ikke selv om, om de vil beholde deres fødevarecheck?

»Alle har privatøkonomiske behov. Det er fair nok, man ikke giver det videre, bare man bruger det fornuftigt,« forklarer Julius Bjørn Honoré.

I skrivende stund er MobilePay-boksen, som er oprettet til formålet, polstret med godt 1.200 kroner.

»Hvis ikke jeg får budgettet dækket, ville jeg kategorisere projektet som en brøler. Så må jeg selv dække de resterende udgifter,« fortæller han.

Han har ikke helt besluttet sig for, hvordan menuen skal se ud, men det bliver dog noget med kylling og kartofler, fortæller han.

»Jeg vil gerne ramme bredt, så mange som muligt kan spise det,« fortæller han med henvisning til borgere, der ikke spiser svinekød.