Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
'Højt fra træets grønne top, stråler juleglansen,' lyder begyndelsen på den velkendte julevise.
Her ville det måske være korrekt at tilføje, at julesymbolet over dem alle også kan rumme lidt andre overraskelser, der umiddelbart kan være svære at spotte.
For ifølge Lars Bøgh, biolog og naturvejler ved Naturhistorisk Museum i Aarhus følger der små levende væsener med juletræet ind. Det fortæller han mandag i P1 Morgen.
»Man skal huske på at et juletræ er et stykke naturområde og en hel del små dyr i kriblekrablestørrelsen, der holder til der, følger jo med ind,« forklarer han.
Det kan være »masser af edderkopper«, springhaler, bladlus, cikader samt insektæg, der kan begynde at udklække, fordi de kommer fra den noget koldere skov og ind i varmen.
Men der kan være meget andet i træet.
Ifølge skadedyrsbekæmper Jesper Ulvedal kan også mariehøns, biller, ørentvister, larver, bladlus og fluer følge med fra juletræsplantage til stue.
»Træet bliver levende, kortvarigt. Rigtigt mange af de småinsekter, der har søgt skjul for vinteren og overvintrer i dvaletilstand, vil blive vækket, fordi de misforstår, at træet er kommet ind i stuens varme. Så tænker de: 'Så er det nu',« siger han til B.T.:
»Men det er jo ikke forår, så de begynder at forlade juletræet og myldre frem for at lede efter køligere gemmesteder end stuen.«
Jesper Ulvedal har to metoder til at slippe for den værste portion småkravl:
- Lad træet stå udenfor i nogle dage, på terrasse eller i carport, så forsvinder mange af dem.
- Bank træet nogle gang mod jorden, inden det bæres ind, så falder de af.
Og bare lige for at understrege det. Der følger ikke noget med ind a la væggelus, skægkræ eller andet, der kunne give skadeproblemer.
»Der er ikke nogen farlige ting i det. Og selv om man er meget insektforskrækket, vil man nok godt kunne overleve, hvis der pludselig er en bille, der kravler forvirret rundt på gulvet,« siger Jesper Ulvedal.
Så du er aldrig blevet kaldt ud til til at juletræ, der skulle sprøjtes?
»Nej, det er jeg bestemt ikke. Og jeg ville da også prøve at tale folk fra det, hvis nogen kunne mene, at det skulle være nødvendigt,« siger skadedyrsbekæmperen.