De ansatte hos Strandby Fisk i Vendsyssel fik fredag en noget nedtrykkende meddelelse. De var allesammen fyret.

Det betyder, at de omkring 25 medarbejdere ikke længere har et job den 31. december, skriver Nordjyske.

Hele afdelingen i Vendsyssel lukker ned og kommer ikke til at åbne igen. Strandby Fisk leverer friske fisk og skaldyr til flere steder i Danmark og har også en afdeling i Hvide Sande og Hanstholm.

De fortsætter produktionen.

På trods af den triste nyhed, så fortæller direktør Gustaf Olafsson, at de nu tidligere ansatte tog nyheden pænt.

»Vi var kede af det allesammen, men folk tog det faktisk godt – og så fremad,« siger han til Nordjyske.

Han fortæller også, at man vil forsøge at hjælpe de ansatte med en løsning på deres nye titel som 'arbejdsløs'.

En mulighed kunne for eksempel være Amanda Seafoods, der ligger syv kilometer syd for Strandby, uddyber han.