Lucif Dalin er rasende.

»Du kan edderhakme tro, vi har fundet et andet sted,« siger hun, da B.T. ringer og spørger, om hun og den frivilligforening, hun er bestyrelsesformand for, har fundet et andet sted at holde julefrokost.

De skulle have holdt julefrokost på restaurant Ravelinen i København lørdag forrige uge.

Men torsdagen inden skrev Lucif Dalin et længere opslag på sin Facebook-profil, hvor hun forklarede et forløb, der havde været med restauranten op til.

Lucif Dalin fortæller, at hun havde booket bord en måned inden til 11 frivillige fra 2nd Paw, en lille nonprofit-genbrugsbutik med ting til hunde.

En uge inden julefrokosten skulle finde sted, skrev Lucif Dalin til Ravelinen, at hun gerne ville forudbestille otte små juleplatter og tre vegetarmenuer.

Her svarede restaurantens ejer og spurgte, om de ville forudbestille velkomstdrinks, cava, yderligere dessert eller kaffe.

»Det siger jeg nej til, fordi foreningen giver én drikkevare til hver, så jeg kan ikke forudbestille, hvad folk gerne vil have. Og så har vi også flere, der ikke drikker alkohol og andre, der er under 18,« siger Lucif Dalin.

Her skrev ejeren så tilbage, at hendes selskab skulle bestille drikkevarer på forhånd, hvortil Lucif trak budgettet til det yderste, siger hun, og sagde o.k. til to kander øl.

»Så begynder han at sige, at det ikke er nok med to kander, at jeg skal bestille noget mere, mindst fire kander øl, ellers vil han annullere reservationen – og det er altså to dage inden,« siger Lucif Dalin og fortsætter:

»Jeg føler mig afpresset og tænker, det kan ikke passe. Der har på intet tidspunkt stået nogle steder, at man skulle bestille drikkevarer på forhånd.«

Lucif Dalin fortæller, at hun ringede ind til restauranten, hvor hun fik en ung kvinde i røret:

»Hun siger, at det kan ikke passe, hun kigger på reservationen og siger, 'I skal ikke bestille på forhånd, slet ikke når I er så lille et selskab'.«

Den besked videregav Lucif Dalin til restaurantens ejer på mail, som svarede: 'Det bliver desværre nødt til at være, som jeg skriver, og jeg er ked af, du har fået en anden melding telefonisk.'

Vælter to kander mere hele budgettet? Eller blev det mere en principsag for dig?

»Jeg er fuldstændig rasende på det her tidspunkt. Men det har noget at gøre med, at vi er en lille forening, al vores indkomst giver vi direkte videre til dyreorganisationer. Selvfølgelig skal vi have frivilligpleje, men vores penge skal ikke gå til kæmpe middage og kander med øl. Det sender også bare et signal, når der står fire kander øl på bordet.«

»Men det er også principielt. Jeg har ikke lyst til at blive presset på den måde. Jeg var fra start slet ikke sikker på, vi overhovedet havde råd til at betale nogen som helst drikkevarer – det var meningen, folk skulle betale det selv.«

Hvad får du ud af at lægge et opslag op med korrespondancen?

»Jeg håber, det gør, at der ikke er andre, der kommer til at opleve det samme. Jeg tror, han har haft bedre reservationer i sigte, hvor han kunnet tjene flere penge. Mange drikker jo godt igennem til julefrokoster.«

»Jeg synes, det er ekstremt usympatisk. Jeg føler mig som en andenrangskunde. Især når jeg skriver til ham, vi er en lille frivilligforening uden stor økonomi.«

Lucif Dalin fortæller, at hun er i gang med at undersøge, hvor frivilligforeningen nu kan holde sin julefrokost, som altså må udskydes på ubestemt tid.

»Jeg kan love dig for, at det i hvert fald bliver et sted, der fortjener vores penge og vores selskab.«

B.T. har spurgt Ravelinens ejer, Preben Brink, hvorfor det er et krav at forudbestille alkohol, hvorvidt de tager højde for, at nogle slet ikke drikker alkohol, og hvorfor en medarbejder giver besked om, at forudbestilling ikke er nødvendigt.

Preben Brink har svaret i en mail:

»Selvfølgelig tager vi hensyn til folk, der ikke drikker alkohol, og jeg tilbyder jo netop, at man ud over kanderne kan bestille lige det, man ønsker sig individuelt. Kanderne er ene og alene et spørgsmål om at få tingene til at glide, sådan at vi kan undgå unødig ventetid på en travl dag. Ventetid er rigtig ærgerlig for alle parter – og det er et forhold, som vi beder om for alle selskaber for netop at undgå det.«



»Det er ærgerligt, at en af vores medarbejdere får givet en forkert melding, da hun ikke er opmærksom på de særlige omstændigheder for de her travle dage. Den fejlagtige melding undskylder jeg straks til Lucif. Det ville selvfølgelig have været fint at have undgået den fejlmelding, men fejl sker, og jeg havde jo netop orienteret Lucif om forholdet.«