Julen er hjerternes fest. 

Men i Nyvangkirken i Kalundborg er der umiddelbart ikke meget hjertevarme at skimte, i hvert fald ikke hvis man spørger korleder Gitte Overbjerg.

Hun fortæller om en virkelighed i kirken, der er præget af mobning, intern uro, truende adfærd og insinuationer, og derfor har hun i år taget en drastisk beslutning og brudt med en elleve år lang tradition.

Gitte Overbjerg har nemlig valgt at flytte kirkekorets årlige julekoncert fra kirken og over på Musisk Skole i Kalundborg, skriver TV2 Øst.

Til mediet fortæller korlederen, at flytningen af arrangementet simpelthen er et spørgsmål om tryghed.

»Jeg kan ikke holde en julekoncert, hvis der ikke er trygt at være. Jeg skal ikke stå, når jeg også står for ansvaret for alle de mennesker, og være nervøs for, hvad der sker,« siger Gitte Overbjerg til TV2 Øst.

Især et nyt medlem af menighedsrådet, Pernille Svare, er ifølge Gitte Overbjerg roden til problemet. 

Men den udlægning kan Pernille Svare ikke selv genkende. 

Der tegner sig et billede af, at de to er uenige om næsten alt, også hvordan konkrete episoder har udspillet sig. 

En episode springer især i øjnene, for ifølge både Pernille Svare og en vikarpræst, så skal der have været en situation, hvor Gitte Overbjerg angiveligt skal have forsøgt sig med et fysisk overfald, men det billede kan Gitte Overbjerg slet ikke genkende.

Og der er øjensynligt langt til forsoning, de to kan nemlig heller ikke blive enige om at mødes til dialogkaffe. 

Der har tidligere været udfordringer med arbejdsmiljøet i Nyvangskirken i Kalundborg. I foråret udstedte Arbejdstilsynet et påbud for krænkende handlinger i forhold til det psykiske arbejdsmiljø.

Julekoncerten blev afholdt på Musisk Skole lørdag.