Hvis du har en Gestus Tropical Juice stående i køleskabet, må du hellere tjekke, hvornår den er dateret til.

Virksomheden Dagrofa aps tilbagekalder nemlig deres eksotiske juice.

Det skyldes, at der er konstateret skimmelvækst, med andre ord mug, i nogle flasker.

Skimmelvæksten er konstateret, efter en kunde har henvendt sig til virksomheden Dagrofa, der står bag juicevarianten.

Fødevarestyrelsen oplyser, at det drejer sig om flasker mærket 'Bedst før 07.02.2019'.

Juiceflaskerne er blevet solgt i Meny, Spar, Let-Køb, Min Købmand, LIVA og Løvbjerg samt enkelte købmand.

Forbrugere, der har købt Gestus Tropical Juice 'Bedst før 07.02.2019', rådes til at kassere juicen, skriver Fødevarestyrelsen.

Ellers kan den også leveres tilbage til butikken, hvor den er købt.