Farvel til mundbind og coronapas. Goddag til dansegulve, datenights og dakke-dak.
Kort sagt:
Fra på tirsdag er det slut med langt de fleste af de restriktioner, vi nu i knap to år har levet med i større eller mindre grad.
»Det bliver dejligt at se en masse mennesker igen. Vi er her for det sociale,« lød det forud for aftenens pressemøde fra en forhåbningsfuld Tommy Andresen, der er bestyrer af natklubben Boogies i det centrale Odense.
Onsdag aften står det klart, at langt de fleste restriktioner forsvinder.
Det sker efter, at statsminister Mette Frederiksen har lagt op til at sløjfe krav om blandt andet mundbind og coronapas, når mandag bliver til tirsdag.
En nyhed, som Tommy Andresen har ventet på det meste af dagen. Og som han allerede i løbet af eftermiddagen begyndte at varme op til.
»Jeg har renset fadøl- og sodavandsanlægget, gjort lidt ekstra rent og fjernet spindelvæv i hjørnerne.«
»Det betyder, at vi kan få lov at tjene vores egne penge igen. Det bliver dejligt at få lidt penge i kassen,« fortæller Tommy Andresen.
Hans kollega i den anden ende af bymidten, Jørgen Christensen, der er medejer af Café Biografen, ser også frem til, at det er slut med restriktioner i cafélivet.
»Vi er glade for, vi slipper for restriktionerne og så håber vi, at det holder den her gang,« lyder det fra Jørgen Christensen.
Han mener ikke, at det er et sekund for tidligt, at restriktionerne ophører.
»De er jo en begrænsning for os. Vi var de første, der lukkede ned og de sidste, der åbnede.«
»Pandemien har overskygget alt i to år. Jeg håber, det stopper nu,« siger Jørgen Christensen.
Ophævelsen af restriktionerne sker på et tidspunkt i epidemien, hvor smitten er høj og særligt de seneste dage er der set historisk høje smittetal.
Forventningen fra Statens Serum Institut (SSI) er, at smitten vil stige yderligere, indtil den begynder at falde lidt inde i februar.
Herefter vil immunitet i befolkningen og sæsoneffekten i løbet af marts sætte ind.
Selvom omikronvarianten er yderst smitsom, er indlæggelsestallene ikke fulgt med smittetallene. Det er netop det, Epidemikommissionen lægger vægt på i sin vurdering.
Tommy Andresen på natklubben Boogies i Odense har været igennem mere end halvandet års nedlukning fordelt på to omgange, men på trods af det, så er han mere optimist end pessimist.
»Ja, helt sikkert. Jeg er optimist af natur, så jeg tror på, at nu er alt godt. Vi håber, at vi har set det værste og at der kun er gode tider tilbage.«
»Det værste vil være et tilbageslag. Det vil næsten ikke være til at klare,« fortæller Tommy Andresen
Om seks dage slår han de karakteristiske sorte glasdøre op til natklubben Boogies. Der er tequila-tirsdag på programmet.
»Vi forventer da, at der kommer lidt flere end på en almindelig tirsdag. Det er halvanden måneds opsparet fest-iver og fest-lyst,« lyder det fra den forventningsfulde natklubbestyrer i Odense.