Fremtidens skægkræ-fælde skal riste de små bæster, indtil de dør.
I hvert fald hvis det står til Josephine Nederby Bentsen og holdet bag skægkræfælden 'It´s a Trap', der udvikler en teknologisk løsning, så man kan gøre kål på de små skadedyr, der lige nu hærger mange steder i Danmark.
»Vi er ret sikre på, at man skal gå den teknologiske vej, hvis man vil af med skægkræene. Vi er ret langt med vores prototype, som ligger klar til at blive 3D-printet,« fortæller Josephine Nederby Bentsen, der sammen med sine to medstuderende fra CPHBusinees i Lyngby udvikler en ny form for fælde mod skægkræ.
Og deres produkt tager en noget anden tilgang sammenlignet med limfælder og gift, som er de konventionelle 'gør-det-selv' værktøjer mod plagen med de lange følehorn.

Deres version minder lidt om limfælden på den måde, at den er designet til at lokke de små skadedyr til sig, hvorefter de kravler helt ind i fælden.
Men hvor kræene i en limfælde kan viste sig fri, falder de med den nye løsning ned gennem en lem, hvor de bliver ramt af en tråd, der rister dem.
Herefter ryger de ned i en skuffe, der kan tømmes af forbrugeren, og når den er fyldt – ja, så får du en besked på din telefon.
»Vi så et marked, hvor der ikke er ret mange løsninger andre end limfælder, og de virker ikke særlig godt og bliver ulækre og støvede. Der var ikke noget, der fungerer 100 procent, og hvis man ikke vil bruge gift, så skal folk betale for skadedyrsbekæmper.«

Josephine Nederby Bentsen studerer Innovation og Entreprenørskab, og hun har sammen med Sandie Miransky og Peter Kragh arbejdet på den nye fælde siden starten af februar.
Fælden udarbejdes som et eksamensprojekt, men den 7. maj skal de tre til regionmesterskaberne i innovation, hvor førstepræmien giver 10.000 kroner. Og de er tiltrængt.
»Indtil nu har vi selv smidt samlet 20.000-25.000 kroner og masser tid og energi i produktet. Så pengene vil gå til at videreudvikle vores produkt.«
Det er også et stigende problem, at skægkræene trænger sig ind i danskernes hjem. Formand for Skadedyrsforeningen, Claus Schultz, siger til TV 2, at de fra 2023 til 2024 fik 18 procent flere henvendelser.
Og når hver skægkræ kan lægge 200 æg, kan en lille koloni hurtigt vokse sig til et imperium af skægkræ.
Josephine Nederby Bentsen fortæller, at de stadig er i udviklingsfasen, og de har fastsat et mål om en pris på 500-1200 kroner per styk, hvis fælden engang rammer hylderne.
Med den pris kan det godt blive dyrt for en husstand at købe flere fælder. Risikerer det ikke at blive for dyrt?
»Det er en udgift, men den er flytbar og kan genbruges. Og hvis man tænker på, at skægkræ kan ødelægge tøj eller ting, du har arvet og er uerstattelige, så tror jeg, at den hurtigt er tjent hjem. Jeg er ret sikker på, at dem, der har prøvet at have dem indenfor, er villige til at betale den pris.«
