Josephine Maro Schaumanns mand var udsendt i Afghanistan i 2012 og kom hjem med diagnosen PTSD. Fire små bogstaver med en ødelæggende effekt, der skulle vise sig at ændre alt i det lille hjem i Fredericia.
»Det var hans identitet, der lige pludselig smuldrede. At se den, man elsker, smuldre fuldstændig fra hinanden, fordi han ikke kan genkende sig selv og ikke kan de samme ting, han kunne før - det er hårdt.«
Hun fortæller, hvordan det i perioder har føltes, som om hun var alenemor til fire børn, på trods af, hun egentlig kun har tre.
»Det er mega hårdt. Og det har også kostet,« siger Josephine Maro Schaumann, der lige har været igennem en længere sygemeldingsperiode.
Selvom Josephine Maro Schaumann ikke selv har været udsendt i krig, så har hun adopteret nogle af de traumer, hendes mand Mikkel har taget med sig hjem fra de blodige scener i Afghanistan.
»De mistænker, at jeg har sekundær PTSD. Jeg har haft angstanfald, stress og depression, og jeg er faktisk p.t. i medicinsk behandling for at forsøge at stabilisere det hele,« siger Josephine Maro Schaumann.
Det er lokalpsykiatrien i Kolding, der er i gang med at udrede hende, og hun fortæller, at der ikke er meget tvivl tilbage om, at hun har fået sekundær PTSD.
Og hun er ikke alene. Flere ægtefæller til PTSD-ramte soldater får denne sekundære traumatisering at føle.
De mærkes af mandens traume ved for eksempel at overtage noget af hans magtesløshed og udvikle symptomer eller træk, der minder om dem, man ser hos den traumatiserede.
Josephine Maro Schaumanns mands reaktionsmønstre har påvirket hende sådan, at hun altid er på forkant med situationer og konstant har følerne ude.
Det er bittesmå ting, hun hele tiden skal være opmærksom på.
Deres tre små børn sad på stuegulvet en eftermiddag og legede, da den ene kastede et stykke legetøj hårdt fra sig.
Josephine Maro Schaumann nåede ikke at afværge situationen.
'Bang'. 'Dunk'.
»Det fik Mikkel til at ryste og få vejrtrækningsproblemer. Han blev enormt bange,« siger Josephine Maro Schaumann og kommer i tanke om en anden hverdagssituation, lige efter krigsudsendelsen, som hun aldrig den dag i dag kunne finde på at gentage:
»Da jeg tømte opvaskemaskinen, kom jeg til at kaste gryderne ned i skuffen. Og han løb nærmest ind under bordet.«
»Jeg lever med rigtig mange af hans symptomer. Dem adopterer jeg. Jeg har følerne ude for at mærke stemningen og være på forkant med ting, der sker.«
Hun fortæller, at det er hårdt at være den eneste ressourceperson i hjemmet. Og om hvordan det har haft personlige omkostninger, at det meste i hverdagen nu skal tilpasses hendes mands sygdom.
Hun har blandt andet set sig nødsaget til at sætte sin uddannelse på standby.
»Vi har været nødt til at tilrettelægge vores hverdag sådan, at jeg ikke skulle ud ad døren om morgenen på et bestemt tidspunkt, for så kunne vi nærmest være sikre på, hans verden væltede,« siger Josephine Maro Schaumann.
Hvis hun tog af sted, før Mikkel vågnede om morgenen, så ville han vågne op forvirret, ked af det og bange.
Hun synes, det har været enormt hårdt at se sin mands personlighed ændre sig. Og mindst lige så hårdt at se sig selv give slip. Give slip på sin identitet og sider af sig selv, hun egentlig altid havde elsket.
»Mit hjem har altid været et hjem, hvor venner og veninder kunne komme og gå, og der var altid en ekstra tallerken klar - men lige pludselig blev det til et hjem, hvor der helst ikke måtte ske noget uforudsigeligt, fordi det kunne vælte ham i flere dage. Så på den måde har vi lukket os lidt inde i os selv, men vi kæmper en brav kamp for at åbne os op igen,« fortæller Josephine Maro Schaumann.
Fordi PTSD'en har suget så meget energi, har hun følt sig omsluttet af en tomhed.
En tomhed, hun især bliver mindet om, når hun møder omverdenens uforstående blikke.
»Jeg har følt mig meget ensom, fordi det har været svært for omverden at forstå. Han ser jo ikke syg ud. Når vi er til fødselsdage, så har han jo en fantastisk facade,« fortæller Josephine Maro Schaumann.
»Så må man fortælle folk, at jeg ved godt, at I ser én ting, men det er altså bare noget helt andet, når vi er derhjemme.«
Der har heldigvis været hjælp at hente fra kommunens side, for når begge forældre er syge, er det ikke et overskud til praktiske ting, der fylder mest.
»Vi får hjælp af kommunen til nogle af de mest basale ting. Vi får vasket tøj én gang om ugen og rengøringshjælp én gang om ugen for ligesom at hjælpe med at tage presset fra min side af,« siger Josephine Maro Schaumann.
Og derudover har hun fundet et sted, et fællesskab, hvor hun kan trække vejret i en ofte klaustrofobisk hverdag. Hun er nemlig en del af netværket 'Faktor 8'. Et neværk af kærester og koner til traumatiserede soldater, der har fundet sammen for at kunne være fortrolige og fælles om det, de færreste forstår.
I morgen på bt.dk kan du møde tre soldaterhustruer fra netvæket, der råber politikerne op og fortæller, at de løfter en kæmpe byrde for samfundet og derfor burde få mere støtte.
