Han poserer foran kameraet. Geværløbet lader han pege mod sit hoved. Klik.

Der er ingen ammunition i.

YouTube-videoer af den 22-årige formodede gerningsmand som en sindssyg ‘lunatic’ og hans efterfølgende drab på tre tilfældige personer og drabsforsøg på endnu flere i indkøbscentret Field's får en tidligere psykiatrisk patient til at frygte, at han og alle andre psykisk syge stigmatiseres yderligere.

»Når de her forfærdelige drab forbindes med psykisk sygdom, så er jeg bange for, at det vil påvirke synet på psykisk syge,« siger Jonathan Løw, der for halvandet år siden var indlagt på en psykiatrisk afdeling på grund af en svær depression forårsaget af stress.

Jonathan Løw har været indlagt med depression og frygter for, at drabene i Fields giver et forvrænget billede af psykisk sygdom.
Jonathan Løw har været indlagt med depression og frygter for, at drabene i Fields giver et forvrænget billede af psykisk sygdom. Foto: privatfoto
Vis mere

Derfor kender han til omverdenens reaktion og det tabu, der følger af at være i behandling i det psykiatriske system. Efter skyderiet i Field's meldte politiet tidligt ud, at gerningsmanden ‘var kendt af psykiatrien’.

»Folk med en svær depression, skizofreni eller angst går ikke ud og skyder uskyldige mennesker. Det er meget stigmatiserende,« siger Jonathan Løw, der i dag er værksætter og foredragsholder.

Også den kendte psykologiprofessor Svend Brinkmann har meldt sig ind i debatten.

»De forfærdelige drab i København må ikke føre til stigmatisering af folk med psykiske lidelser. Den sigtede er angiveligt varetægtsfængslet på en lukket psykiatrisk afdeling,« skriver Svend Brinkmann blandt andet på Facebook og understreger, at der kun begås ét drab pr. 100.000 personer i psykiatrisk behandling.

Alligevel trækker drab begået af psykiatriske patienter løbende overskrifter.

For få uger siden fik en læge stukket en urtekniv i hjertet under et hjemmebesøg hos en skizofren patient på Amager. Han døde senere af det.

I december 2020 blev en 29-årige socialpædagog stukket ned på det socialpsykiatriske bosted Ørbækskilde i Fårevejle.

I sagen fra Field's er det også kommet frem, at den formodede gerningsmanden på en YouTube-video har skrevet:

Tre er er dræbt og fire såret af skud ved skyderiet i Field's søndag.
Tre er er dræbt og fire såret af skud ved skyderiet i Field's søndag. Foto: THIBAULT SAVARY
Vis mere

‘Quetiapine doesn't work.'

Quetiapin er et medicinsk middel, der blandt andet bruges til at behandle psykotiske lidelser.

Men de få sager med dødelig udgang er ikke repræsentative for  psykisk syge, mener blandt andet Mia Kristina Hansen, der er formand i SIND – Landsforeningen for psykisk sygdom.

»Sagen fra Field's risikerer at stigmatisere mennesker med psykiske lidelser, som om de er farlige,« siger hun.

»Det risikerer også at gøre ondt værre, fordi der så kan være borgere med psykiske lidelser, som ikke opsøger lægehjælp og får den nødvendige behandling, fordi de frygter at blive set skævt til,« siger Mia Kristina Hansen.

Holdningen til psykisk sygdom er stadig – mener hun – præget af den gamle ‘kan du ikke bare tage dig sammen’-holdning. Altså at man selv er skyld i det.

»Det er forkert. Man er ikke selv ude om det, og ligesom fysiske sygdomme kan psykisk sygdom ramme alle,« siger Mia Kristina Hansen.

Og det er netop 43-årige Jonathan Løws bekymring: At alle psykisk syge bliver slået i hartkorn med den formodede drabsmand fra Field's.

»De fleste i det psykiatriske system er helt normale mennesker, som på grund af nogle livsomstændigheder har brug for hjælp. Der er uendeligt langt fra at være indlagt på en psykiatrisk afdeling og til at blive drabsmand er,« siger Jonathan Løw.