Der er med ét blevet vendt op og ned på John Jørgensens tilværelse, efter hans YouTube-video søndag blev lagt på Facebook, og på kort tid blev set af knap en million mennesker.

I videoen, som kan ses herover, tager han udgangspunkt i Dansk Folkepartis nye plakat med sloganet 'Smid tørklædet og meld dig ind i Danmark'.

Rigtig mange bakker ham op i, at Danmark har brug for en ny kurs i indvandrer- og islam-debatten, men der er også dem, der lægger ham for had for de udtalelser.

Det har nemlig gjort dybt indtryk på danskerne, at en mand, der ser lige så dansk ud som leverpostej med rødbede, med drævende, vestjysk dialekt rakker ned på DF og Inger Støjberg, og kalder dem landsskadelige.

Flere hadgrupper på Facebook kritiserer John Jørgensen i meget grimme vendinger.
Flere hadgrupper på Facebook kritiserer John Jørgensen i meget grimme vendinger.
Vis mere

I flere Facebookgrupper har medlemmerne arbejdet på at finde frem til hans adresse og telefonnummer, og der tales meget grimt om ham. Det får ham dog ikke til at fortryde, at han har stillet sig frem i videoen.

»Det kommer jeg aldrig til at fortryde. Det er vigtigt, fordi det handler om vores frihed. Når mine børns frihed indskrænkes, og de mister muligheden for at skabe sig en ordentlig fremtid, så har jeg ikke noget at miste ved at kæmpe for dem«, siger 53-årige John Jørgensen til B.T.

Han hæfter sig i stedet ved den massive interesse, der har været for videoen, kan betyde nye tider i Danmark.

»Mit håb er, at den er gået viral, fordi at der er rtigtig mange, som også har fået nok. Det kan ikke blive ved, det her. Jeg håber, at folk, der har siddet med den følelse i længere tid, de nu rejser sig op og siger fra. Og tager stilling til, hvilket samfund vi byder de børn, som fødes i dette land - uanset religion og hudfarve«, siger han.

I hadgrupperne har folk fundet personlige oplysninger om John Jørgensen og andre navngivne personer, som de ikke kan lide.
I hadgrupperne har folk fundet personlige oplysninger om John Jørgensen og andre navngivne personer, som de ikke kan lide.
Vis mere