Den afdøde musiker og kunstmaler Johnny Madsens hus er sat til salg.
Det arkitekttegnede hus ligger lidt uden for Nordby og blev bygget i 2002 – og er noget for sig, skriver Se og Hør.
Ifølge mediet, består huset af en erhvervs- og privatdel. Fra første sal skulle der endda være udsigt ud over området.
Desuden understreges det af ejendomsmægleren, at det var i denne bolig, Madsen lavede sin mange malerier, skrev sine sange og kom på gode ideer så som deodoranten 'Lynbad'.
'Boligen fremstår fortsat i Madsens ånd og trænger derfor til forbedringer,' skriver mægleren også.
Boligen er 149 kvadratmeter og ligger på en 1058 kvadratmeter stor grund.
Ønsker man at købe hele herligheden, skal man punge ud med 3.998.000 kroner.
Bag salget står Johnny Madsens kæreste, som han dannede par med de sidste 11 år af sit 73-årige liv.
I sommer fortalte hun til nyheder.dk om sine overvejelser.
»Jeg har overvejet at lave hjemmet om til et åbent atelier, hvor folk kan komme og male. Der går også rygter om, at der er interesserede købere, som vil lave et Johnny Madsen museum her. Det ville være så smukt, men det skal være de rigtige folk i Johnnys ånd, som køber huset,« sagde hun til mediet.
Men de planer ser ud til at være ændret.

