»Jeg havde en periode, hvor jeg kun sov cirka en time hver nat.«

Bekymringer er for nogen en ufrivilligt stor del af aftenrutinen. En af dem er 22-årige Johannes Hahn fra Vejle. Han har næsten altid haft periodiske søvnproblemer. Særligt når han har meget at se til på sit arbejde.

Siden Johannes Hahn var teenager, har han arbejdet som lydtekniker. Det er et job, hvor man i perioder arbejder meget og i andre lidt mindre. For Johannes Hahn betyder meget arbejde også flere bekymringer.

Det resulterede i, at han for cirka halvandet år siden var så presset, at han ikke sov mere end cirka en time hver nat. Tankerne holdt ham oppe.

»I perioder, hvor jeg har meget at se til, ligger jeg ofte vågen og tænker på alt muligt,« siger han, da B.T. taler med ham.

De mange tanker og de lange nætter uden søvn påvirkede hans hverdag.

»Når jeg ikke får sovet, så er jeg mere træt og tænker ikke lige så klart,« forklarer Johannes Hahn.

Tænker ikke klart

Han slår fast, at han er passioneret, når det kommer til hans arbejde. Men derfor bliver det også hurtigt en ond cirkel, når han ikke er frisk nok til at udføre det. Det betyder nemlig flere bekymringer, for så føler han ikke, at han gør det godt nok.

Spørger man søvnekspert Mikael Rasmussen, så er det ikke så underligt, at Johannes Hahn oplever, at han tænker mindre klart, når han ikke får sovet.

»Når du ikke sover de 8-10 timer hver nat, som man anbefaler unge mennesker, så fungerer din hjerne dårligere, og det påvirker din indlæringsevne og koncentration,« forklarer han og fortsætter:

»Din koncentration og indlæringsevne kan nedsættes med op til 20 procent.«

Faktisk føler omkring en femtedel af alle unge i Danmark mellem 16 og 24 år sig aldrig udhvilet, mens op imod 40 procent ikke føler, at de er udhvilet ofte nok.

Det viser tal fra rapporten 'Søvn' fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2017.

Sover stadig for lidt

»Når jeg ligger vågen, tænker jeg på, om jeg mon når det hele, om jeg nu husker alt, om det kommer til at gå godt den næste dag og så videre,« siger Johannes Hahn til B.T.

Selvom han i dag er langtfra lige så presset som for halvandet år siden, så sover han stadig ikke de anbefalede otte til ti timer.

Kun cirka fem-seks timer bliver det til.

For mændene er en af hovedårsagerne til manglende søvn ifølge rapporten fra Statens Institut for Folkesundhed, at de bekymrer sig om arbejde og uddannelse.

42,5 procent svarer, at arbejdsrelaterede eller uddannelsesmæssige opgaver holder dem vågen, så de ikke får den søvn, de behøver.

Men det er faktisk ikke kun, når Johannes Hahn har meget at lave, at han oplever, at tankerne holder ham vågen i de sene aftentimer.

»Jeg har jo også perioder, hvor jeg ikke har så meget at lave, og der har jeg faktisk også svært ved at sove. For så tænker man jo på det,« fortæller han.