Først da Jørgen kørte i grøften med sin splinternye Opel, erkendte han for alvor sit problem. Eller det vil sige, at han i lang tid havde sagt til sig selv, at det var alt for meget.

Men over for omverdenen havde han skjult det ved at have hvidvin i sodavandsflasker på familieture og i tasken i gangen under middage.

I dag er han glad for, at politiet efter turen i grøften tog først hans nye bil og siden hans kørekort.

»Havde de ikke gjort det, så tør jeg ikke at tænke på, hvor jeg ville være i dag,« siger Jørgen Pedersen.

Men lad os lige spole tiden tilbage til dengang, problemerne for alvor tog fart. For Jørgen startede det i de små med en guldøl efter arbejdet. En blev til to.

Da Jørgen og hans daværende kone boede i Norge, begyndte de også at brygge selv for at kunne få alkohol i fritiden.

»Vi har altid været vant til, at der skulle være en øl, når der kom folk forbi, sådan var det jo slet ikke i mit barndomshjem,« fortæller Jørgen Pedersen.

»Og så har jeg indset, at jeg kedede mig, og det var nok også derfor, jeg drak. Jeg var ikke helt glad i det, jeg befandt mig i.«

Efter et langt arbejdsliv, som tog sin begyndelse i landbruget og i gartneribranchen, gik Jørgen Pedersen på pension i 2014.

Indtil da havde hverken børn, børnebørn eller hans arbejdsplads mærket til hans overforbrug af alkohol.

Men da han ramte arbejdslivets afslutning, modtog han en klækkelig pose pensionsmidler fra en af hans mange tidligere arbejdsgivere, og så begyndte situationen hurtigt at ændre sig.

»Der blev jo mere tid, og uden at tænke over det drak jeg pludselig mere. Det eskalerede,« fortæller Jørgen Pedersen.

Og pludselig sad han en dag i en grøftekant med en promille på over 2,0, civilt anholdt og med en ødelagt Opel, han ikke havde ejet meget mere end et par timer.

Akvarelmaling er en af de ting, som Jørgen har brugt til at fylde det tomrum, der i første omgang fik ham til at drikke. Foto: Jeppe Kanstrup
Akvarelmaling er en af de ting, som Jørgen har brugt til at fylde det tomrum, der i første omgang fik ham til at drikke. Foto: Jeppe Kanstrup
Vis mere

Jørgen Pedersen fortæller selv, at alvoren ikke stod helt klart for ham lige i det øjeblik, han kørte galt, men kort efter indså han alligevel – med hjælp fra venner og familie – at han havde brug for hjælp.

Faktisk var han på det tidspunkt så langt ude, at han fik voldsomme abstinenser, når han ikke drak.

»Det var så slemt, at jeg på en kanotur med børnebørnene skulle løftes ud af en kano, fordi jeg ikke havde drukket noget den morgen,« husker Jørgen Pedersen.

Efter kanoturen beordrede familien Jørgen til at tage med dem til lægen.

»Og så fortalte jeg mine børnebørn, at 'bedstefar drikker for meget'. Det var en lettelse,« fortæller han.

Jørgen Pedersen har siden været i behandling over flere gange i det kommunale behandlingstilbud i Odense, ligesom han har forsøgt sig med vanecoaching og meditation.

Dermed er han blevet en del af en voksende gruppe af efterkrigsbørn, som leder af behandlingstilbuddet i Odense Kommune Elisabeth Jessen tidligere har fortalt til B.T. fylder særligt meget i gruppen af mennesker, der har brug behandling for at kunne tøjle alkoholforbruget.

»Mange af dem, vi har i behandling nu, er fra efterkrigsgenerationen. De har været vant til gode tider og rødvin i weekenden. Nu går de på pension, og så har weekenderne det med at blive lidt længere,« fortalte afdelingslederen for nylig til B.T.

Ærlighed over for omgivelserne har – fortæller Jørgen Pedersen – været den opskrift, der har hjulpet ham allermest.

»Jeg fortæller alle og enhver, hvad min situation er. På den måde kan de også holde mig op på det.«

»Og det er vigtigt, for hvis jeg falder i igen, så mister jeg både Bente og min familie.«

Bente er Jørgens nye kærlighed.

De mødtes egentlig som 'gåvenner', men fandt hurtigt ud af, at de havde meget mere end gåture tilfælles.

Kærligheden til Bente, de søde mennesker på behandlingscenteret, gåturene og akvarelmaling er bare nogle af de ting, som Jørgen har erstattet alkoholen med.

Kort sagt keder han sig ikke mere.

»Jeg er meget tilfreds med mit liv i dag,« fortæller Jørgen, der til februar har været ædru i to år.

Han håber, at hans historie kan få andre til at overveje at søge hjælp.

»Det er virkelig nogle dejlige mennesker nede på behandlingscenteret. I det hele taget er mit bedste råd at tage kontakt til nogen og fortælle om sin situation,« lyder opfordringen fra Jørgen Pedersen.