79-årige Jørgen Juel skulle egentlig bare have foretaget nogle blodprøver på Herlev Hospital. Men den tur tog meget længere tid end forventet.

For da han fredag morgen ankom til Herlev Hospital, kom han ikke længere end ind i elevatoren.

»Jeg kører ind i elevatoren i min kørestol og trykker på fjerde sal, men der sker ikke en pind. Jeg prøver at trykke på knappen med døråbneren og de andre etageknapper for at se, om den ville rykke sig, men der sker ingenting,« fortæller Jørgen Juel.

Herefter går det op for ham, at han formentlig sidder fast, og han vælger derfor at trykke på alarmknappen, hvorefter han kommer i kontakt med en kvinde over højttaleren.

»Hun spørger mig, om hun kan hjælpe mig, og jeg siger 'det kan du da i hvert fald, for jeg kan ikke komme ud af elevatoren'.«

Han får besked om, at der vil blive tilkaldt hjælp, og Jørgen har derfor ro i maven.

Men herfra hører han ingenting, og han bliver pludselig undrende. Efter et kvarter vælger han derfor at trykke på alarmklokken igen for at få en status.

»Jeg vil gerne vide, om der kommer noget hjælp, så man ikke sidder der og triller tommelfingre og tror, man er fortabt i hele verden,« fortæller han.

Men der kommer ikke noget svar over højttaleren, og sådan fortsætter det hvert kvarter, hvor han fortæller, at det er som om, forbindelsen bliver afbrudt.

»Nu har jeg sygdommen ALS og det gør, at jeg ikke har meget nytte i mine arme og ben. Undervejs skal jeg også tisse, så det eneste jeg kunne gøre var at tisse på gulvet,« fortæller han og fortsætter:

»Det var i det hele taget slet ikke specielt rart at være indespærret og ikke vide, hvad der skete. Der var ingen forbindelse og min kone, som skulle komme forbi, hun forsøger jo at ringe til mig i alle de timer og kan ikke forstå, hun ikke hører noget som helst.«

Først efter to timer går døren op, hvor han bliver mødt af en tekniker, der ifølge Jørgen fortæller, at han først lige er blevet tilkaldt og har været i huset hele tiden.

»Jeg er smadder forarget over, at man sidder der i to timer, hvor jeg ikke hører noget som helst. Hver evig eneste gang, jeg spørger om en forklaring, så får jeg intet svar. Det var en rigtig ubehagelig oplevelse,« slår han fast og fortæller, at han også gentagne gange forsøgte at banke på døren med sin stok.

B.T. har været i kontakt med Region Hovedstadens Center for Ejendomme, der blandt andet står for driften af elevatorerne på Herlev Hospital. De kalder det en 'beklagelig hændelse' og undskylder for den ubehagelige oplevelse.

»Sådan noget må naturligvis ikke ske, og vi har straks taget kontakt til den eksterne alarmoperatør og bedt om at få en detaljeret redegørelse, så vi sikrer os, at noget lignende ikke gentager sig,« fortæller enhedschef Torben Jarlholm-Jensen.

Jørgen kom efterfølgende op og fik taget sine blodprøver.