»Når man skal, så skal man,« lyder et særdeles traditionelt og udbredt ordsprog.
Men spørger man østjyske Jørgen Holm, så er der lidt for mange, der tager den opfordring bogstaveligt ved hans hjem.
Jørgen Holm har nemlig et hus i den lille by Gjern ved Silkeborg, og det ligger tæt på hovedvej A26 mellem Aarhus og Viborg.
Et stenkast fra huset har Jørgen et lille skønt skovstykke, men her kommer problemet så:
Ved siden af det grønne frimærke er der en lille holdeplads, hvor et par lokale busser stopper og bilister kan parkere for at tage en pause.
En pause, der tilsyneladende bliver brugt til at besørge i skoven.
»De skider på livet løs derinde. Vores have er otte–ti meter fra stedet, og jeg har sgu ikke et skilt, hvor der står, at man må lægge en lort i min have,« siger Jørgen Holm.

Tirsdag blev Jørgen så frustreret, at han besluttede sig for at gå rundt i det lille skovstykke og tælle, hvor mange menneskelorte, han kunne finde.
I hver af lortene satte han et fødselsdagsflag, og da han havde taget turen rundt, stak der 21 danske flag op i det lille område.
»Der er omkring fem kilometer til en tank i hver retning, så du skal ikke fortælle mig, at man ikke kan klemme ballerne sammen og vente. Det er sgu da for ulækkert,« siger Jørgen, der altid har haft problemer med skovskidende bilister, men har observeret en stigning i dette forår.
Jørgen har i den forbindelse fået produceret et par skilte, der viser en besørgende tændstikmand, og hvor der så er et stort 'stop'-symbol foran manden.
På den måde håber østjyden, at de pressede bilister kan lave deres afføring et andet sted.
»Jeg går da bare heller ikke ind og lægger en lort i naboens have. Nu må folk sgu tage sig sammen,« siger Jørgen.
Jørgen har i første omgang fortalt om sit 'lorteproblem' til TV 2 Østjylland, og i den forbindelse har lokalmediet taget kontakt til Vejdirektoratet, som har ansvar for den lille holdeplads, hvor bilisterne parkerer, når de besørger i skoven.
Her meddeler man, at der ikke er planer om at etablere et toilet, og at man forstår Jørgens frustration:
»Det er selvfølgelig rigtig frustrerende for borgeren, og vi er helt enige med ham i, at det ikke er i orden, at trafikanter holder ind og besørger sig,« siger områdechef for trafikudvikling og entreprisestyring i Vejdirektoratet, Søren Andersen, til TV 2 Østjylland

