Kan man blive politiker, når man har været medlem af Hells Angels og er dømt for drab?

Det mener den tidligere HA'er Jørn 'Jønke' Nielsen. Han har startet partiet Stabilt Demokrati, der går ind for »fred frem for krig«.

»Hr og fru Danmark kan godt forstå, man kan komme i en situation, hvor man slår ihjel,« siger Jørn 'Jønke' Nielsen til Joachim B. Olsen i B.T.s politiske podcast 'Slottet og Sumpen'.

Jørn 'Jønke' Nielsen skød og dræbte i 1984 Bullshit-rockeren Henning Norbert Knudsen, også kaldet Makrellen. Et drab, som han blev idømt 16 års fængsel for.

»Det var som led i en konflikt, der var dengang. Og vi var ikke klogere dengang. Jeg var jo 24 år, altså 23 til 24 år, da det skete. Og der har man jo lov at blive klogere, heldigvis,« siger han.

»Jeg har bare ikke lyst til at fortryde det, fordi jeg har netop tænkt mig at køre et parti, hvor vi ikke lyver. Og jeg kan jo ikke sidde her og sige til dig, eller stille mig op et sted og sige, at jeg fortryder, så vil jeg være fuld af løgn. For det gør jeg ikke.«

I november 2020 blev Jørn 'Jønke' Nielsen smidt ud af HA, og han måtte aflevere sin vest, efter at have været medlem af klubben i godt og vel 40 år.

Selvom han ikke er en del af den kriminelle underverden længere, er politiet ikke de første han ringer til, skulle han blive overfaldet.

 »Jeg ville forsvare mig, som jeg plejer. Jeg har altid forsvaret mig, hvis jeg blev overfaldet, eller hvis en af mine venner blev overfaldet, og det er også gået meget godt.«

Man må da også godt forsvare sig, men vil du så også anmelde det?

»Nej, for jeg forventer, at det er mig, der står op. Jeg ville nok bare skynde mig at komme væk, hvis jeg kan det,« fortæller Jørn 'Jønke' Nielsen til Joachim B. Olsen og tilføjer, at det kun kan tælles på én hånd, hvor mange gange han har været i et slagsmål.

Du kan høre hele interviewet med Jørn 'Jønke' Nielsen, hvor B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen tager en snak med eksrockeren om politisk retning, muligheden for at blive erklæret uegnet og situationen i Ukraine, her, eller hvor du plejer at høre podcast.

Omny Studio Clip

Jønke: »Så længe det ikke er voldtægt og pædofili, er man velkommen hos mig«