Den drabsdømte eks-rocker Jørn 'Jønke' Nielsen har grønt lys til at stille op til byrådet i Odense.

Det oplyser Odenses borgmester til DR ovenpå et møde onsdag morgen.

»Der er ikke noget i juraen, som forhindrer, at han kan stille op,« siger borgmester Peter Rahbek Juel, som har ønsket at få netop det afklaret.

»Så nu er det op til vælgerne, om de synes, en person med det her meget, meget blodige CV og dømt for mord kan blive valgt til byrådet i Odense.«

Det er tidligere kommet frem, at Jønke stiller op for sit eget parti, Stabilt Demokrati.

I et interview med DR sender eks-rockeren en stikpille afsted mod Peter Rahbek Juel.

Jønke forstår godt, borgmesteren er bekymret, siger han til mediet, fordi Stabilt Demokrati ifølge Jønke satser på at holde øje med »grådige og magtliderlige« politikere.

Jønke var med til at grundlægge rockerklubben Hells Angels, og han er dømt for i 1984 at have dræbt den rivaliserende rocker Henning Norbert Knudsen, som blev kaldt »Makrellen«.