Maskerede studerende, der blokerer indgangen til de ansattes kontor. Vægge, der er overmalet med budskaber, der hylder en afdød Hamasleder.

Det er blot nogle af de begivenheder, der de seneste uger har vakt opsigt på Roskilde Universitet. De propalæstinensiske demonstrationer får nu en af universitetets studerende til at træffe en stor beslutning. 

Fordi han ikke kan se sig selv i de voldsomme budskaber, der dagligt kommer til udtryk på universitetet. Og fordi han ikke mener, at han kan være i sikkerhed bag universitetets fire vægge.

Se politiet fjerne maskerede Palæstinademonstranter fra RUC her:

Derfor har 20-årige Sagi valgt ikke længere at møde ind på universitetet. Han har tænkt sig at melde sig ud af sit studie, fordi han simpelthen ikke tør møde ind på RUC, som situationen lige nu er på universitetet.

Sagi er af israelsk afstamning, og betegner sig selv som kulturel jøde. Af hensyn til sin families sikkerhed, ønsker han ikke at stå frem med sit fulde navn. B.T. er bekendt med hans fulde identitet.

»Jeg frygter for min sikkerhed, når der står, at zionister ikke er velkomne. Jeg går ud fra, at de ser mig som zionist. Jeg mener, at min familie skal have lov til at leve i fred fra terror og krig. Så jeg går ud fra, at det er mig, de mener,« siger han.

Sagi understreger, at han finder situationen i Gaza forfærdelig, og at han forstår og støtter de studerendes ret til at demonstrere.

»Jeg synes, det er trist, at så mange mennesker dør. Man burde sørge for, at der dør så få mennesker som muligt. Blot fordi jeg er zionist, går jeg jo ikke ind for, at Israel skal have carte blanche til at gøre hvad som helst. Og jeg synes, det er vigtigt at råbe op om de her ting. Selvfølgelig skal man have lov til at demonstrere, hvis man mener, at en hel befolkning er undertrykt,« siger han og fortsætter:

»Men retorikken de bruger, er meget præget af død og ødelæggelse. De snakker om døden på en hel stat, og at zionister ikke er velkomne. De snakker om at folk er børnemordere, imens de hylder en afdød terrorleder.«

Det er ikke kun demonstrationernes voldsomhed, der har overrasket den 20-årige studerende. Også RUCs reaktion – eller mangel på samme – er kommet bag på Sagi.

Studerende og ansatte på RUC blev mødt af propalæstinensisk grafitti, da de mødte ind tirsdag morgen
Studerende og ansatte på RUC blev mødt af propalæstinensisk grafitti, da de mødte ind tirsdag morgen Privat

»Når der sker noget, der er så voldsomt, bliver de nødt til at melde klare retningslinjer ud. Det her er ikke okay, og jo grovere de bliver, jo grovere burde reaktionerne også blive. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke laver en aktiv modarbejdelse af diskrimination, som jeg mener, det her er udtryk for. Jeg har ikke oplevet den diversitet, som jeg troede, at RUC repræsenterede.«

Sagi betegner sig selv som borgerlig og er medlem af Liberal Alliances Ungdom. Han fortæller, at han godt vidste, at han på flere måder ville skille sig ud fra mængden, da han startede på universitetet i sommer.

»En del af ideen var, at jeg ville arbejde for borgerligheden på universitetet og kæmpe for det, som Roskilde Universitet siger, at de går ind for – et inkluderende fællesskab, hvor alle er velkomne. De markerer sig selv på, at man skal udforske holdninger igennem dialog.« Men det er langt fra, hvad han har oplevet, siger han.

'Zionisme er en dødskult' lyder det blandt andet på noget af det grafitti, der er blevet malet på RUCs bygninger.
'Zionisme er en dødskult' lyder det blandt andet på noget af det grafitti, der er blevet malet på RUCs bygninger. Privat.

B.T. har forelagt Sagis udtalelser for Roskilde Universitet. Her gør det stort indtryk, at Sagi ikke længere føler sig tryg på RUC.

»Jeg er meget ked af at høre, at en jødisk studerende føler sig utryg. Vi har stort fokus på at skabe gode og trygge rammer for vores studerende, og det er trist, at konflikten i Mellemøsten er med til at skabe splittelse og utryghed på campus,« udtaler Henrik Zobbe, der er Universitetsdirektør på RUC til B.T. i et skriftligt svar.

Han påpeger, at det er svært for universitetet at dæmme op for den hærværk og grafitti, som universitetet er blevet udsat for, og at hærværket er blevet politianmeldt. 

»Vi tager skarp afstand fra budskaberne, og det vil få konsekvenser for gerningspersonerne, hvis det viser sig at være studerende på universitetet.«

Direktøren understreger, at man fremover vil indskærpe, at demonstrationer skal anmeldes til politiet og universitetet på forhånd. Derudover forbeholder RUC sig retten til at afvise events, hvis de vurderer, at de skaber utryghed, siger direktøren, der understreger, at studerende eller andre, der vil i dialog med ledelsen, er velkommen til at tage kontakt.

»Derudover har vi jo lovgivning angående ytringer og trusler, og er man truende eller lignende i undervisningen eller på campus, så kan det naturligvis også få konsekvenser, men det må bero på en vurdering i det konkrete tilfælde,« oplyser universitetsdirektøren i et skriftligt svar til B.T.

Vi har derudover præsenteret Sagis udtalelser for bevægelsen RUC Intifada, der er organisationen bag en række af demonstrationerne på universitetet. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.