Den jødiske forening Chabad Danmark holder fast i planen om at afholde en offentlig fejring af højtiden hanukkah på Rådhuspladsen i København.
Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Foreningen skriver, at angrebet i den australske storby Sydney, hvor mennesker blev dræbt under en fejring af hanukkah, er dybt rystende.
- Alligevel fastholder vi vigtigheden af - og retten til - at jøder og alle mennesker kan fejre deres identitet og kultur, både privat og offentligt, lyder det videre.
Den offentlige fejring af hanukkah på Rådhuspladsen sker tirsdag eftermiddag.
Det vil ske med øget sikkerhed og efter de fornødne forholdsregler, skriver Chabad Danmark.
Foreningen tilføjer, at den er i dialog med både Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Mindst 16 mennesker har mistet livet i skudangrebet i Sydney, der skete søndag morgen dansk tid på den kendte strand Bondi Beach.
Blandt de døde er en 50-årig mand, som australsk politi har udpeget som gerningsmand. Han udførte angrebet sammen med sin 24-årige søn, har politiet sagt.
Sagen efterforskes som en terrorhandling rettet mod de mennesker, der var samlet for at fejre hanukkah.
Højtiden varer i otte dage og er en fest, hvor man fejrer lyset, der overvinder mørket. Netop den betydning fremhæver Chabad Danmark.
- Vi tror på, at lyset fra tradition, fællesskab og fejring kan være med til at skubbe noget af det mørke væk, som vi desværre har været vidne til, skriver foreningen.
Det er 26. år i træk, at foreningen afholder en fejring af hanukkah på Rådhuspladsen.
Det vil være taler, mad og drikke, og fejringen omfatter også, at der bliver tændt lys i en seks meter høj lysestage.
Det er en tradition i forbindelse med hanukkah, at man hver aften tænder lys i en særlig stage. Hver dag i den otte dage lange højtid tændes der et ekstra lys.
/ritzau/
