'Dusør 10.000 kroner'

Sådan starter Helle Taulbjerg sit jobopslag på Facebook.

Hun er indehaver af Hotel Europa i Aabenraa og de dertilhørende tre restauranter, og her er der rygende travlt og desperat brug for ekstra hænder.

Det har nu fået hende til tasterne på Facebook med en lovning på 10.000 kroner til den, der kan hjælpe med at finde en ny kok.

Helle Taulbjerg har før haft succes med at udlove en dusør i forbindelse med udlejning af lejligheder. Derfor har hun erfaret, at det er en god måde at få spredt sit budskab.

»Det er det, der får folk til at tagge andre og til at tænke 'kender jeg nogen, der er kok og kunne tænke sig et andet job?'« fortæller Helle Taulbjerg og uddyber:

»Hvis ikke folk deler det meget, kommer det ikke langt nok ud til nogle, jeg ikke selv kender.«

Det har været uden held, at Helle Taulbjerg har forsøgt på anden vis at skaffe en kok. Der er nemlig stor efterspørgsel på dem – og generelt på medarbejdere i servicefagene.

Derfor tog hun den alternative metode i brug – og på bare to dage har det givet pote.

Opslaget nåede nemlig ud til en dansk mand, som har en australsk kæreste, der er kok.

»Hvis ikke jeg havde slået det op på den måde, var det aldrig nået ud til ham,« fortæller Helle Taulbjerg, der faktisk også skal have endnu en til jobsamtale:

»Egentlig skulle jeg kun have én, men hvis jeg kan få dem begge, tager jeg to,« griner Helle Taulbjerg, som fortæller, at hun har måttet afvise blandt andet julefrokoster og ordrer, fordi der ikke var nok hænder.

Tal fra Danmarks Statistik i juni viser, at manglen på arbejdskraft i servicebranchen er steget kraftigt siden sidste år, og niveauet er det højeste, der er målt, siden statistikken startede i 2011.