Lørdag aften havde sexolog Joan Ørting en temaaften for sine sexologistuderende. Her havde hun inviteret voldtægtsdømte Per Brændgaard.

Hun mener ikke, at byretten traf den rigtige beslutning, da krammeterapeuten blev idømt 14 måneders fængsel for voldtægt.

Det har affødt mange reaktioner på de sociale medier.

»Den ene part har jo tydeligvis oplevet sig som voldtaget, og at hun negligerer det til, at hvis hun havde talt bedre for sig, så var hun nok ikke blevet voldtaget, det er grotesk,« siger talperson fra #aldrigdinskyld, Kira Dechau.

#aldrigdinskyld er et netværk, der kæmper for at stoppe voldtægt og voldtægtskultur. Netværket mener, at Joan Ørting har handlet uprofessionelt og uhensigtsmæssigt. Derfor har de delt et opslag på deres Facebook-side.

Her skriver de, at den danske sexologs udtalelser på blandt andet Bt.dk er victimblaming. Altså at skylden lægges hos offeret.

»Vi synes, det er uprofessionelt. Hun understreger, at det er hendes ven, og fordi hun kender ham, så ved hun, i modsætning til retten, at han er uskyldig,« siger Kira Dechau og fortsætter:

»Det betyder altså, at hendes egne personlige forhold dikterer, hvad der er rigtigt og forkert.«

Flere Facebook-brugere giver også udtryk for deres uenighed i Joan Ørtings holdning til sagen om voldtægtsdømte Per Brændsgaard.

‘Nu hvor du kalder voldtægt for “bare dårligt samleje” så tænker jeg at du snart bør tilbyde voldtægts kurser også.. for tænker der er mange kvinder og især voldtægtsofre der ikke er enige med dig,’ skriver Thomas Bjerre Olesen på sexologens Facebookside.

Thomas Berring stemmer i:

‘Hvornår er voldtægt blevet en del af en sund seksualitet !?’

Lige præcis Joan Ørtings udtalelse i B.T. om, at det formentlig bare var et dårlig samleje, synes Kira Dechau er et dårligt syn at have på kvinder:

»Vi er forargede. Kvinder er jo ikke sådan nogle udspekulerede typer, der melder mænd for voldtægt, fordi de ikke var tilfredse. Det er i hvert fald ikke vores erfaring, og det samme modbeviser statistikker for falske anmeldelser,« siger hun, da B.T. taler med hende.

Det er ikke kun på Facebook, folk er forargede.

Twitter fyldes også op af brugere, der har en mening om sexologens udtalelser og valg om at invitere Per Brændgaard til temaaftenen.

'Det byretten kalder voldtægt kalder Joan Ørting - “et dårligt samleje. Det har vi vel alle sammen prøvet.” Nej det er ikke det sammen!!! Vild udtalelse!' skriver Mette Annelie.

'Og så er vi vel en gang for alle færdige med at tage Joan Ørting seriøst. Mere usympatisk, respektløs og direkte dum udtalelse skal man lede længe efter,' skriver Nicholas Rindahl.

'Det her er det mest usympatiske, jeg længe har set. Joan Ørting går full retard og forsvarer en dømt voldtægtsmand, samtidig med at hun også lige sviner offeret,'

B.T. har talt med Joan Ørting, der ikke ønsker at kommentere på reaktionerne på Facebook. Hun fortæller, at hun slet ikke vil udtale sig angående Per Brændsgaard.