Efter at have været i massiv modvind trækker Joan Ørting nu i land.

»Jeg fortryder, at jeg overhovedet blandede mig i sagen. Jeg støtter kvinder, og jeg er totalt imod krænkelse af kvinder,« siger sexologen til B.T.

Hun udtalte sig mandag morgen i B.T. efter at have afholdt en temaaften for sine studerende, hvor den voldtægtsdømte krammeterapeut Per Brændgaard var inviteret som taler.

Til B.T. sagde hun blandt andet, at den 29-årige kvinde, som Per Brændgaard er dømt for at voldtage, formentlig blot syntes, at samlejet var for kort og ikke tilfredsstillende.

Det trækker hun nu tilbage.

»Jeg støtter alle kvinder, der har været udsat for krænkelser, og jeg vil altid stå op for dem. Jeg undskylder og angrer, at jeg ikke fik talt deres sag. Jeg burde ikke have udtalt mig uden at høre begge sider,« siger hun.

Hun understreger til B.T., at hun burde have forholdt sig til dommen på 14 måneders fængsel, som krammeterapeuten har modtaget. Hun har desuden valgt ikke at udgive den podcast, hun har optaget med ham som gæst.

»Jeg støtter ikke Per - jeg støtter ikke voldtægtsmænd,« siger hun.

»Jeg tænkte: 'det kan ikke være rigtigt - men det ved jeg jo slet ikke noget om. Det er bare var bare en spontan følelse, som ikke har rod i virkeligheden,« forklarer hun.

Sexologen Joan Ørting i hendes lejlighed i København
Sexologen Joan Ørting i hendes lejlighed i København Foto: Lars Helsinghof Bæk
Vis mere

Også på sin offentlige og private Facebook-side skrev Joan Ørting mandag, at hun undskyldte for sine udtalelser. Opslaget er dog blevet slettet igen, men lød således:

'Hør lige her allesammen. Jeg står på ingen måde op for voldtægt. Jeg fortryder virkelig, at jeg udtalte mig i BT igår,' skrev hun på Facebook.

'Jeg havde Per Brændgård som case på min sexolog uddannelse i weekenden, ligesom jeg også havde inviteret andre cases på weekendens modul om overgreb og incest. Jeg har kun hørt sagen fra Pers side, ikke offerets side. Jeg anerkender at retten har fundet Per Brændgård skyldig.'

'Jeg ønsker slet ikke at være en del af debatten. Jeg ønsker kun at mine studerende får mange inputs om de temaer, som de selv skal sidde med en dag. Jeg støtter alle kvinder, der er blevet krænket. Jeg arbejder med kvinder til daglig og støtter kvinder og elsker kvinder. Jeg støtter ikke voldtægtsmænd. Kærligst Joan.'