Joachim B. Olsen reagerer på 'bekymrende' måling: 'De burde skamme sig'
Halvdelen af danskerne vil ikke kæmpe for Danmark, viser ny måling. Blandt 18-39-årige er tallet endnu højre.

Halvdelen af danskerne vil ikke kæmpe for Danmark, viser ny måling. Blandt 18-39-årige er tallet endnu højre.

»De er kujoner.«
Det siger B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, der reagerer på en ny måling, som viser, at halvdelen af danskerne ikke er klar til at kæmpe for Danmark, hvis landet bliver invaderet.
»De burde skamme sig. Hver eneste af os, der lever nu, har fået overdraget det her fantastiske land fra forrige generationer. Det er vores pligt at beskytte landet, så vi kan give det videre til næste generation. Det er en seriøs forpligtelse,« siger han og og fortsætter:
»Det er en ekstrem egoistisk holdning. Det vidner om mangel på taknemmelighed og forståelse for, at frihed er noget, der må forsvares. Under Anden Verdenskrig døde flere tusinde amerikanere, canadiere og englændere for vores frihed. Når man ikke engang kan mande sig op og sige, at man vil kæmpe for Danmarks selvstændighed og frihed, er det gået helt galt.«
Krigen i Ukraine gør trusselsbilledet aktuelt på en måde, som det ikke har været i årtier i Europa. På trods af konflikten svarer halvdelen af danskerne, at de ikke er klar til at forsvare Danmark. Det viser en måling af Megafon for TV2.
Blot 34 procent siger ja.
Blandt de 18-39-årige svarer hele 59 procent, at de ikke vil forsvare Danmark, hvis landet blev invaderet.
Det er særligt målingen blandt yngre danskere, der chokerer Joachim B.Olsen.
»Det er virkelig bekymrende, at netop den gruppe ikke vil kæmpe for deres eget territorium, deres eget hjem og deres egen familie.«
Han mener, at noget er gået galt i opdragelsen.
»De ældre generationer har fejlet i at indprente deres børn, at nogle gange bliver man nødt til at kæmpe for sit liv og stå op for det, ellers mister man det,« fastslår han og tilføjer:
»Det (at man ikke vil kæmpe, red.) er et udtryk for, at man sætter sig selv over sit eget folk. Man overvurderer sine egne gøremål i det store billede. Det er udtryk for egoisme, at man ikke forstår, at man er del af noget, der er større end en selv. De har et fattigt syn på verden, og jeg har ondt af folk, der svarer sådan.«
Kan der rettes op det her?
»Det er først og fremmest forældrene, der har ansvar for deres børn. De skal indgyde i dem, at de har et ansvar,« lyder det fra debatredaktøren.
Joachim B. Olsen mener, at danskerne er blevet for bløde:
»Gode tider skaber bløde mennesker. Vi har været så heldige, at andre har kæmpet for os gennem tiden.«
Men betyder det, at der skal en katastrofe til for at vække os?
»Så er det for sent. Man skal være klar, når det sker.«