B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen kalder det alvorligt, at miljøminister Lea Wermelin (S) ifølge eksperter ikke har overholdt sin bopælspligt på Bornholm.

»Det siger sig selv, at et brud på loven er alvorligt. Som minister har man en skærpet forpligtelse til at overholde de love, man selv er med til at vedtage,« siger Joachim B. Olsen.

Som B.T. kunne afdække onsdag, har Lea Wermelin ifølge eksperter brudt folkeregisterloven, fordi hun bor det meste af tiden i København med sin familie, men har adresse på Bornholm.

I 2015 flyttede hun sin folkeregisteradresse til øen for at være tættere på sin valgkreds. Men de seneste tre år har hun brugt huset på Bornholm som en form for sommerhus til weekender og ferier, mens hun har boet med mand og børn i København. I alt har hun været cirka 300 dage på Bornholm – langt fra de 540 dage det ville kræve for at overholde bopælspligten.

Samtidig har B.T. kunnet fortælle, at ministeriet har betalt 71 enkeltflyrejser for ministeren til og fra Bornholm. En del af dem havde ikke andet formål end transport af ministeren til og fra sit hus på øen. To eksperter mener, at det i strid med reglerne for transport af ministre, at Lea Wermelin har fået betalt sin flytransport til en bopæl, som ikke er hendes primære bopæl.

Lea Wermelin har ikke overholdt sin bopælspligt på Bornholm
Lea Wermelin har ikke overholdt sin bopælspligt på Bornholm Foto: Pelle Rink
Vis mere

 

Miljøministeriet afviser dog, at reglerne er brudt. Ministeriet tolker reglerne sådan, at ministre også gerne må få betalt flyture til deres sommerhus.

»Reglerne er åbenbart ikke helt klare, men lige meget hvad, så ser det ikke godt ud, at ministeren på den måde har fået betalt flytransport til et sommerhus. Det der står tilbage er et billede af, at hun bor på Bornholm proforma,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

»Det efterlader også et billede af en minister, som har truffet en beslutning om, at skatteborgerne skal betale for alt hendes rejseaktivitet. Også den, der ikke har med hendes politiske virke at gøre,« siger Joachim B. Olsen.

Lea Wermelins hus i Sandvig, Bornholm. Ministeren har ifølge eksperter brudt CPR-loven ved at have folkeregisteradresse på Bornholm, selvom hun primært opholder sig i København.
Lea Wermelins hus i Sandvig, Bornholm. Ministeren har ifølge eksperter brudt CPR-loven ved at have folkeregisteradresse på Bornholm, selvom hun primært opholder sig i København. Foto: Amanda Mortensen
Vis mere

I et interview til B.T. onsdag gentog Lea Wermelin de samme svar:

»Det har været min opfattelse, at jeg lever op til reglerne, fordi det er en samlet vurdering og ikke kun et spørgsmål om overnatninger, der afgør, hvor man bor. Som folketingsmedlem, det vil sige i den seneste valgperiode, har jeg været på Bornholm 180 dage om året. Som minister har jeg selvfølgelig været mindre på Bornholm,« lød det fra Lea Wermelin.

Altså en erkendelse af, at hun ikke har været 180 dage på Bornholm i sin ministerperiode fra 2019 til 2022. Men hun afviser, at have brudt reglerne om bopælspligt.

De eksperter B.T. har talt med – lektor ved Syddansk Universitet Jøren Ullits og chefjurist i Lejernes LO, LLO Anders Svendsen – holder fast i deres vurdering af, at ministeren har brudt loven. Blandt andet fordi antallet af opholdsdage er det primære vurderingskriterium. Derudover taler andre kriterier som ægtefælles og børns bopæl og afstand til arbejde heller ikke i ministerens favør.

»Det er et rigtigt spinsvar. Hun prøver at skabe tvivl om, hvorvidt reglerne er klare. Men det er reglerne jo. Hun kommer til at lyde som en robot, der gentager det samme svar udarbejdet af hendes spindoktorer. Det kommer til at virke mildest talt latterligt og gennemskueligt. Den gode strategi, hvis du har en dårlig sag, er at lægge dig fladt ned,« siger Joachim B. Olsen.

Han er ikke i tvivl om, hvad Lea Wermelin har fået ud af at have CPR-registeradresse på Bornholm:

»Når man kommer udenfor de store byer, går vælgerne meget op i at stemme på en lokal forankret kandidat. Derfor giver det stemmer at være bo i sin valgkreds. Det er så også det, vælgerne tror, at de stemmer på her. Derfor er det hyklerisk, når ministeren efterlader det indtryk, at hun bor på Bornholm, mens hun i virkeligheden bor i København,« siger Joachim B. Olsen.

Direkte spurgt til Joachim B. Olsens påstand om hykleri svarede miljøministeren:

»Jeg har haft den opfattelse, at jeg lever op til de regler, der er i forhold til at bo på Bornholm. Jeg er bornholmer, og som folketingsmedlem var jeg på Bornholm de 180 dage om året. Det kan ikke lade sig gøre som minister, men det ændrer ikke på den opfattelse, at jeg mener, at jeg overholder reglerne, fordi det ikke alene er de 180 dage, der afgør det. Det er en konkret og individuel vurdering, og det er også derfor, jeg har taget fat i kommunen og bedt den om at vurdere det,« sagde Lea Wermelin.