Det var en lettelse, da to af Jette Ammar Kristoffersens familiemedlemmer for et par dage bragte et ømtåleligt emne op i en familietråd på Facebook.

De to skulle nemlig efter planen stå for årets juleaften hos den store familie, men havde fået en idé:

»Skal vi ikke dele den op i år?«

Jettes familie er nemlig så stor, at de ofte er mellem 15 og 25 personer til juleaften, og så er familiemedlemmerne i øvrigt spredt over det meste af Danmark.

Når coronavirussen så kommer oveni, har de valgt at træffe en meget speciel beslutning, som de ingen andre år har overvejet:

At dele deres juleaften op i øst og vest.

Med andre ord: Jette og resten af de familiemedlemmer, som bor på Sjælland, kommer til at holde juleaften sammen, og det samme er tilfældet for dem, der bor vest for Storebælt.

»Det var faktisk meget lettende, at de to familiemedlemmer bragte det på banen, for alle bakkede op og var enige. Det er det eneste rigtige at gøre i denne situation,« siger Jette Ammar Kristoffersen til B.T.

Jette Ammar Kristoffersen
Jette Ammar Kristoffersen
Vis mere

Normalt holder hele familien nærmest en lille mini-juleferie, hvor de mødes og overnatter flere dage, men den del er altså også aflyst i år.

Det er dog ikke ensbetydende med, at dem fra øst ikke kommer til at tale med dem fra vest på den store dag.

Nej, for ligesom de danske arbejdspladser har måttet finde teknologiske alternativer til møder og arbejdsfunktioner, gør Jette og co. det samme.

»Vi skal nok facetime flere gange den aften – ingen tvivl om det. Vi har faktisk gjort det før, når folk har været forhindret i at deltage, så det er jo helt oplagt,« fortæller hun.

Julen er fyldt med traditioner og betyder meget for mange – inklusiv Jette og familien – så derfor kan det måske undre, at hun tager det med så ophøjet ro.

Ja, der er faktisk ingen negativitet at spore hos den 59-årige kvinde.

»Hvorfor skulle jeg være negativ? Det bliver da bare en anden jul, og så bliver der masser af tid til at kunne gå lange ture og læse nogle bøger. Det skal nok blive en skøn oplevelse,« siger Jette og fortsætter:

»Og så løber familien heldigvis ingen steder.«