Det er historien om en helt særlig kvinde, lyder det fra danske Jess Mørk.

Hans 71-årige svigermor er for nylig gået bort.

Død på grund af sygdom, for selvom hun havde brug for sygehjælp, ville hun ikke tage imod den.

»Jeg synes jo, hun skal tildeles en fortjenstmedalje for det, hun har gjort. Hun ofrede sit eget liv for, at børn og soldater kunne få hjælp,« siger Jess Mørk.

Han er gift med ukrainske Alexandra Mørk, der for nylig fandt ud af, at hendes mor var syg.

Mor og datter plejede at tale dagligt, men over en periode på tre dage var der ikke kontakt.

Lunova Tatiana Vasylivna gik bort 18. marts, men hun var en ekstraordinær kvinde, der ofrede sig for sit land og sine børn, lyder det fra familien. Foto: Privat.
Lunova Tatiana Vasylivna gik bort 18. marts, men hun var en ekstraordinær kvinde, der ofrede sig for sit land og sine børn, lyder det fra familien. Foto: Privat.
Vis mere

Derfor blev Jess Mørks kone, der bor i Odense sammen med sin mand, bekymret og fik fat i nogen, der bor Ukraine, som kunne tage hen og kigge til moren.

Det viste sig ganske rigtigt, at der var noget galt.

Moren var syg, og af det, Jess Mørk har kunnet forstå af oversættelserne, var der tale om betændelse i bugspytkirtlen.

»Alexandra fik bedt dem, der tjekkede hendes mor, om at ringe efter en ambulance, og der kommer også en vogn med læge ud til hende, men hun ville ikke have hjælp,« siger Jess Mørk.

Svigermoren ville have, at den lægehjælp og sygehuskapacitet, der lige nu er så stærk efterspørgsel på i det krigshærgede land, gik til børn og soldater.

Alexandra Mørk ville så tage ned til sin mor, men det var ikke sikkert.

Her ses Jess Mørks kone og hans svigermor i et gammelt familiefoto.
Her ses Jess Mørks kone og hans svigermor i et gammelt familiefoto.
Vis mere

»Jeg måtte simpelthen sige til Alexandra, at det kunne hun ikke. Det skulle hun ikke.«

I stedet tog Alexandra Mørks bror derned, og da han kom frem, var moren så syg, at hun ikke kunne sige hverken fra og til, og hun blev kørt på sygehuset.

Her forsøgte man at operere den ældre kvinde, men da man fik åbnet hende op, kunne lægerne se, at der ikke var meget at gøre.

Meddelelsen var, at der var omkring et døgn tilbage, før hun gik bort.

»Herefter levede hun seks dage. Alexandra nåede at tale med hende i 25 sekunder, hvor hun var ved bevidsthed. Det var ikke meget, men det var noget,« fortæller Jess Mørk.

Han må flere gange samle sig, da B.T. taler med ham.

Hans kone har mistet sin mor, som parret ikke havde kunnet besøge igennem nogle år på grund af corona.

Nu er det en krig, der har holdt mor og datter fra hinanden.

En mor, som havde knoklet igennem hele sit liv for at skabe et godt liv for sine børn.

En kvinde, der hver dag lavede tre måltider mad, som hun gik ned med til soldaterne, helt frem til hun blev syg.

»Jeg tror, vi kan have svært ved at forstå, hvor hjælpsomme de er over for hinanden i Ukraine,« siger Jess Mørk.

Han og hans kone, Alexandra, har været sammen i knap fire år, og Jess Mørk nåede at møde sin svigermor otte gange.

Når parret tog til Kyiv sammen, rejste svigermoren 250 kilometer for at komme og tage imod dem og lave mad til dem.

Hendes arbejdsomhed og selvopofrelse, som altså blev ekstra tydelig i hendes sidste tid, var dog ikke noget særegent i Ukraine.

Det har Jess Mørks kone fortalt ham.

»Alexandra siger, at sådan er alle de gamle koner i Ukraine.«

Fra Odense har Jess Mørk fået flere af sin kones veninder og deres børn til Danmark, hvor de nu bor i familiens kælder, ligesom han er i gang med at forsyne mændene med bedre militært udstyr.

Samtidig sørger de over Alexandra Mørks mor, som heldigvis nåede at høre fra sin datter over telefonen, at hun var elsket, før hun ikke længere var ved bevidsthed.