39-årige Jesper Lindbjerg kalder sig selv 'Diamantdronningen'. Han er overklasse og original. Med pelse, puddelhund, botox og smykker til millioner er han ikke som nogen anden.

Men et menneske rummer ofte mere end det, som på overfladen er synligt. Diamantdronningen er også førtidspensionist, har adskillige kroniske sygdomme og er én ud af Danmarks 300.000 kræftpatienter.

 

I seks måneder har vi fulgt Jesper Lindbjergs liv. På bundløse shoppingture i luksusbutikker og pelsforretninger. Under nålen hos botox-baronen. På besøg i ‘Lille Amalienborg’ ved barndomsegnen i Midtjylland, til kunstindkøb og til samtaler på hospitalet om sygdom og død.

 

Kapitel 1 - Shopping

Den sibiriske kulde, der denne marts dag har ramt København, har stort set tømt Store Kongensgade for cyklister. De fleste tager hellere bussen eller bilen. Jesper Lindbjerg går.

Han trækker sin hvide, hellange minkpels tættere op omkring halsen. Pelsen får ham til at matche sin hvide puddelhund, Dakota, der løber få meter foran. Den stopper op og snuser for at tage to skridt og igen stoppe - afventende.

 

To fodgængere skutter sig for vindstødene og skynder sig over vejen, men stopper op og kigger tilbage efter ham. Jesper Lindbjerg tiltrækker ofte nysgerrige blikke, men bemærker dem sjældent. Eller også er han blevet ligeglad.

I døråbningen til skrædderen Karim Design smider han en halvrøget cigaret fra sig.

»Dakota, komm hier bebbe,« kalder han.

Jesper Lindbjerg har altid opdraget sine hunde på tysk, for sproget har flere hårde konsonanter, som hunde reagerer på. Hunden følger ham indenfor. Omringet af spejle, brudekjoler, gallakjoler og haute couture sætter den sig til rette i butikkens sofa.

 

Karim Design er en institution inden for tøj og brudekjoler. Grundlæggeren, iranskfødte Karim Feyzi, har designet kjoler for Irans tidligere kejserinde Farah Pahlavi - enken efter shahen af Persien - og flere medlemmer af den danske kongefamilie.

Siden 2007 har hans søn, Hezam Feyzi, som også bliver kaldt for ’Lille Karim’, opfyldt kjoledrømme på Store Kongensgade.

Hør 'Lille Karim' fortælle om Jesper Lindbjerg herunder:

 

 

I dag skal han tilpasse et ternet jakkesæt, som Jesper Lindbjerg har bestilt. Jakkesættet er ikke til en særlig anledning, som han siger:

»Er det altid rart at have noget at skifte til.«

Før han træder op på den cirkelformede skammel foran spejlet, så skrædderen kan tilrette sættet, henter han sine medbragte blå Christian Louboutin-sko med de karakteristiske røde såler, der passer til.

 

Jesper Lindbjergs garderobe tæller mere end 200 håndsyede par sko og næsten 100 jakkesæt. Antallet af skjorter har han ikke længere overblik over.

 

Men mere vil have mere - selvom han har rigeligt af både sjaler, kåber og jakkesæt i silke og velour.

Hans stil dikterer den ene dag blød Trillby-hat sat sammen med en herrefrakke og brune lædersko, mens en anden dag kalder på en lang lilla pels med tilhørende kappe.

»Jesper har en speciel stil, som man hurtigt bemærker. Den kan være meget feminin og maskulin på samme tid. Han kan sagtens bære det, men det kræver meget karisma,« siger Hesam Feyzi.

 

Pitstop hos Louis Vuitton

Jesper Lindbjerg samler ofte sine indkøb på én dag. Skrædderen er første stop på en tour de shopping med indlagte butiksbesøg på Strøget, ansigtsbehandling på Frederiksberg og bestilling af en ny minkpels i Nordsjælland.

Herunder kan du se og klikke dig rundt på Jesper shoppingrute.

Det er ikke længere et særsyn, at mænd går op i sig selv. For Jesper Lindbjerg er det en del af hans identitet. Men hans forbrug er ekstraordinært.

Smykker, tøj og pelse er alt sammen en del af en iscenesættelse, som skiller ham ud fra mængden. Men han er ikke moderigtig. Moden skifter hele tiden, og selvom Jesper Lindbjerg konstant fornyer sin garderobe, har hans stil været den samme i mange år.

Det er knapt middag. Alligevel er Louis Vuittons 300 kvadratmeter på Amagertorv fyldt med mennesker.

De fleste af modehusets købestærke kunder er turister fra asiatiske lande. Og så er der Jesper Lindbjerg, som hjemmevant og målrettet går igennem butikken og op på øverste etage.

De store ruder afslører en unik udsigt til Storkespringvandet med Christiansborg i baggrunden. Uden at kigge på hverken udsigten eller varerne sætter Jesper Lindbjerg sig på en stol ved et stort glasbord og venter.

 

»Jeg sidder altid her, hvor man er lidt mere ugeneret. Aldrig nedenunder, der er for mange forstyrrelser. For mange mennesker. Jeg plejer altid at shoppe alene, for så er der ikke nogen, der forstyrrer mig,« siger han og smiler til den yngre ekspedient, der med et »Velkommen til, Jesper« spørger, hvad han vil drikke.

»Champagne, tak.«

I Louis Vuitton ved man, hvem han er. Det samme gør man i Moncler og de andre eksklusive butikker længere nede ad Strøget. Han har fået lagt et par Louis Vuitton-sko til side.

 

Desuden har han længe haft øje på et smykkeskrin, som han gerne vil se på. Skoene, et par mokkasiner med det karakteristiske logo i mørk- og lysebrunt læder, behøver han ikke prøve. Han har i forvejen tre par af samme model.

Shopaholic

Jesper Lindbjerg har både sko, halstørklæder, tasker og mobilcover med det velkendte monogram. Det franske modehus har længe været et statussymbol.

 

Ifølge det amerikanske erhvervsmagasin Forbes er Louis Vuitton verdens mest værdifulde luksusbrand. Butikkens computer afslører, at Jesper Lindbjerg har købt for et sekscifret beløb i de år, han han været kunde.

Ekspedienten vender tilbage med det eftertragtede smykkeskrin. Stiller sig ved glasbordet, trækker forsigtigt skrinet ud af en stofpose og lægger det foran Jesper Lindbjerg.

»Jeg har altid haft det der shopaholic-gen. Nogle gange fortryder jeg ting, jeg har købt, fordi jeg tænker, ‘Ej nu har jeg altså rigeligt. Mere end rigeligt’ Men man finder altid lige noget, man gerne vil have, og så kan man ikke undvære det.«

Han betaler for skoene og smykkeskrinet med et af sine tre dankort. Men han bemærker ikke prisen. Han kigger sjældent på kvitteringen. Generelt tænker han ikke på, hvor mange penge han bruger. Penge har aldrig været en bekymring og er sjældent et emne, Jesper Lindbjerg skænker en tanke.

Han tjekker ikke sin Netbank, og går hans dankort i minus, overfører banken automatisk penge fra en anden konto.

 

»Jeg har ingen anelse om, hvad mit præcise forbrug er. De sidste tre måneder har det været højt, måske har jeg brugt en halv million. Man skal jo have det godt, så længe man lever,« siger han henkastet.

Diamantdronningen

De store poser fra internationale mærkevarebutikker fylder en del i Jesper Lindbjergs liv, men ikke nær så meget som de små velourposer med hans smykker. Jesper Lindbjergs funklende fingre afslører en stor kærlighed til ædelstene og -metal.

 

»Jeg kan godt lide smykker og diamanter, som ingen andre har. I den kaliber, jeg har diamanter, er der ikke mange kvinder, som kan følge med.«

Smykkerne er hans varemærke. Fascinationen begyndte allerede som 13-årig, hvor han fik to Cartier-ringe af sine forældre. I dag gør han kvinder misundelige med sine diamanter og juveler, som han stolt viser frem.

Men begejstringen for de dyre sten har haft sin pris.

I 2006 blev han overfaldet på vej hjem fra en bytur i København. Han blev slået ned bagfra af en ukendt gerningsmand, blev sparket og fik stjålet sit guldarmbånd. I dag tager han oftest en taxi, og han tænker over, hvor han bærer sine smykker, når de ikke ligger trygt i en bankboks.

Moralen har han lært: Stikker man næsen frem, risikerer man at få en på tuden. Alligevel fortsætter han ufortrødent - og trodsigt. For han kan ikke lade være. Det ligger ikke til ham.

»Jeg kan ikke gå på gaden uden smykker. Det er rædselsfuldt. Det skulle i så fald kun være ned i Irma.«

Han tager to tunge guldringe af sin højre ringfinger og viser dem frem.

»Det er mine nye ‘Dakota-ringe’. To båndringe i guld, hvor jeg har fået sat en stor sten i for hver gang, hun har vundet en konkurrence. 10 store konkurrencer på fire år, og så er hendes navn og fødselsdato indgraveret. De ligger til 152.000 kr. stykket.«

Jesper Lindbjergs venner har kronet ham som Danmarks uofficielle Diamantdronning.

Prinsessen i kongeriget er pudlen Dakota. Ligesom smykkerne er den uadskillelig fra ham. Hun er en hvid mellempuddel i altid perfekt udstillingspels med pomponer på hale og ben. Dakota nedstammer fra to prisvindende amerikanske pudler, hvilket gør en verden til forskel - eller mere præcist, hvilket gør en kvart million kroner til forskel fra en ordinær puddel.

 

I februar blev Dakota parret med en raceren hanhund i Norge. Siden har Jesper Lindbjerg brugt formuer på dyrlægeregninger, scanninger og dna-prøver for at sikre sig, at hvalpene får den bedst mulige start på livet.

Pudlen er Jesper Lindbjergs store kærlighed. Kun det bedste er godt nok til hende.

Dakota er med ham i butikkerne, i taxien og til middage. Hun følger ham overalt og er konstant ved hans side.

På Jesper Lindbjergs to bopæle i henholdsvis København og Jylland har han etableret en salon med professionelle føntørere til 25.000 kr., som han bruger, når han selv vasker, friserer og klipper Dakotas manke og pels i en tidskrævende baby-løveklip. Fem timer tager det hver uge at trimme hundehårene til perfektion.

Han kunne betale sig fra besværet, men nyder det detaljeorienterede og intense arbejde, som giver hunden et elegant udtryk - næsten som en statue.

»Folk tænker nok: ‘Hold da op, for en svans,’ men Dakota betyder alt for mig. Hun er min baby og en meget speciel hund. Jeg bruger en formue på hende, så hun kan være sit smukkeste jeg, indtil hun dør.«

Dakota er ‘nok lidt en substitut’ for den familie, de børn eller den kæreste, han aldrig har fået, mener han selv.

Han kan ikke være sur på Dakota i længere tid ad gangen. Men en af de få gange, hun ikke stod i høj kurs, var i november 2014, hvor hun bed hans Zobel-pels i tusinde stykker - en frakke til 400.000 kr.

Herunder kan du se et photo shoot med Jesper Lindbjerg.

 

 

I dag bebrejder han kun sig selv. For det var ham, der ‘ikke gemte pelsen væk’, da han selv gik ud.

Penge køber ikke lykke

Penge er ikke noget, Jesper Lindbjerg taler om. Myten om, at er man rig, er man lykkelig, lever i bedste velgående. Jesper Lindbjerg genkender den, men er ikke enig.

Penge giver ham en vis frihed, men lykken har de aldrig skænket ham. Jesper Lindbjerg ville ønske, at andre kunne skelne mennesket fra pengene. Men det er ikke altid let.

»Mennesker er lige gode, uanset om de er bistandsklienter eller adelige. Nogle tænker nok, at jeg er en forkælet møgunge, men jeg synes ikke, at jeg er snobbet. Jeg er god mod alle mennesker, især de svage. Dengang jeg arbejdede i en guldsmed, købte jeg ofte en halv kylling til de hjemløse, som sov uden for butikken, fordi jeg syntes, det var synd for dem. De var jo ikke altid selv skyld i den situation, som de var havnet i.«

 

I dag køber han også altid bladet Hus Forbi, når han møder en hjemløs.

På sin vis er Jesper Lindbjerg - ligesom nogle af de hjemløse - heller ikke selv skyld i sin livsbane. Han er født ind i en familie med penge. I mere end 40 år drev hans forældre en succesfuld møbelvirksomhed med salg til både ind- og udland. Men hans penge er også kommet fra andre dele af familien, og ikke mindst har han tjent godt på salg af sine heste og diamanter.

 

Hans formue er ikke på niveau med de rigmænd, der år efter år bliver kåret som Danmarks rigeste, men den er heller ikke ubetydelig. Han ville kunne købe en ejerlejlighed i København uden at skulle besvære banken med at optage et lån, og han kan uden problem fortsætte sit høje forbrug.

»Jeg har været udsat for så meget ubehageligt med både røverier og sygdom. Derfor har jeg fortjent at forkæle mig selv, når der ikke er andre, som gør det.  Det er ikke alle, der har råd til det, men alle fortjener at forkæle sig selv på en eller anden måde. Nogle gør det ved at købe en is, andre gør det ved at købe et par sko til 5.000 kr. Jeg gør begge dele. Penge er til for at blive brugt.«

Han bruger også penge på andre. Køber gaver til dem, han holder af, og tager regningen for hele selskabet, når anledningen tillader det. Sidste år donerede han 10.000 kr. til Knæk Cancer, fordi deres sag står ham nært.

Til gengæld bruger han ikke mange penge på rejser. Biler interesserer ham ikke, så længe ‘lortet bare kan køre’. Og gastronomiske oplevelser på dyre restauranter med moderne køkkener falder ikke i hans smag, men han bruger sine penge på tøj og diamanter.

Det betyder ikke, at pengene sløses væk uden omtanke. Han elsker rabat og prutter altid om prisen. Han planlægger at søge boligstøtte på omkring 900 kr. fra kommunen, ikke fordi han egentlig mangler dem, men fordi han som lejer er berettiget til det. Når han krydser Storebæltsbroen, spekulerer han altid i, hvilken billettype der sparer ham flest penge - også selvom det er mindre end 150 kr., han kan spare.

I hans verden handler det om prioriteter.

»På nogle områder kommer det jyske op i mig, men hvis jeg falder for et Rolexur til 100.000 kr., så køber jeg det. Det er lidt skørt, men sådan er jeg.«

Botoxbaronen på Frederiksberg

På Vesterbrogade, et stenkast fra Frederiksberg Slot, ligger skønhedsklinikken Inito. En kongekrone pryder indgangen til klinikken, som Kim Novaa - bedre kendt som  ‘Botoxkongen’ eller ‘Botoxbaronen’- ejer.

 

På klinikkens væg hænger et moderne maleri af Kim Novaas solbrune ansigt i centrum for de karakteristiske solstråler, som er kendt fra gamle, kommunistiske propagandaplakater.

Rundt om ansigtet svæver tre ampuller med påskriften ‘botulinumtoksin’. Et af verdens mest giftige stoffer, som i små doser har kosmetisk effekt og bruges under navnet botox.

Kim Novaa viser Jesper Lindbjerg ind på sit kontor, sætter sig foran ham og tager hans ansigt mellem sine hænder.

 

Forsigtigt drejer han ansigtet fra side til side, før han foreslår, at dagens behandling rettes mod hagen og underansigtet.

»Jesper er yderst velbehandlet i den øverste del af ansigtet. Han har fået lavet læber, selvom det er utraditionelt for en mand.«

Han rejser sig op fra skrivebordet og tager sin hvide kittel på, mens Jesper Lindbjerg læner sig tilbage på briksen i hjørnet af lokalet.

»Skal vi gå i krig?« spørger han ud i rummet.

Hør Kim Novaa fortælle om Jesper herunder:

 

 

Blikket er stift, og han bider læberne sammen, mens Kim Novaa langsomt lader nålen forsvinde ind under huden på hans hage. Det gør ondt, men det er langtfra første gang, den 39-årige Jesper Lindbjerg møder nålen.

»Jeg gider jo ikke ligne en gammel rosin, når jeg er så ung og smuk.«

 

Botox lammer nerverne i ansigtet, og han har opdaget en behagelig bivirkning af behandlingen.

»Med botox får jeg aldrig hovedpine mere  - ikke engang efter en bytur.«

Et foto på Kim Novaas computer viser Jesper Lindbjergs ansigt, som han så ud dengang, han for 12 år siden for første gang trådte ind på klinikken. På fotoet kigger han udtryksløst frem. Botoxen har vedligeholdt noget af det ungdommelige ved hans udtryk.

Fyldige, fremskudte læber og en glat pande uden rynker. Kalkunhagen er strammet, de vrede rynker mellem øjenbrynene udglattet og kindbenene gjort mere markante.

Klik på Jespers ansigt og se, hvad han har fået ændret.

Alligevel bruger han hver dag lang tid foran spejlet med både foundation og makeup for at tilføre det polerede look det sidste.

»Jeg godt lide at være lidt kontroversiel. Man skal ikke være som alle de andre. Jeg er en original med min helt egen stil - det har jeg altid været.«

Bekendtskabet mellem Jesper Lindbjerg og Kim Novaa går så langt tilbage, at de ikke længere er kunde og behandler. For Kim Novaa ligger Jesper Lindbjerg et sted mellem kunde og ven.

 

 

De kender efterhånden hinanden så godt, at Jesper Lindbjerg er inviteret med til Kim Novaas kommende bryllup til sommer. De to mænd deler livsfilosofi. Ingen af dem bruger tid på at bekymre sig om, hvad andre tænker om dem.

»Vi har desværre rigtig meget jantelov i det her land,« konstaterer Kim Novaa, og Jesper Lindbjerg supplerer:

»Jeg vil skide højt og flot på janteloven. Men man får nogle knubs undervejs. Dem har der været rigeligt af.«

Kim Novaa nikker:

»Jeg har det på samme måde. Folk blev også forargede, dengang jeg kom kørende i min røde Ferrari, men jeg har knoklet for den.«

Den røde Ferrari har han siden solgt til fordel for en opgradering. Nu kører han i en splinterny Maserati. Han har købt den første i Europa.

Kløve & Lønberg pelse

Engang var det kun ældre, velhavende damer, som købte kostelige pelsjakker i luksusprisklassen.

I dag er pelse mere udbredt, men samtidig udfordret af en større selvbevidsthed i modeindustrien og stadig stigende opmærksom på dyreetik, som gør valget af det bløde overtøj til et spørgsmål om signalværdi. Det tænker Jesper Lindbjerg ikke på.

Han har 27 pelse i alt fra mink til canadisk ulveskind. Alle specialsyede og til priser mellem 50.000 kr. og 400.000 kr. per styk. Pelsene er et blikfang, og han bruger dem oftere end almindelige jakker. Undtaget er kun somrene, hvor selv hans pelsveste uden ærmer bliver for varme.

»Folk tænker nok: ‘Hold da op, hvad er det for en millionøse’, det kan jeg godt lide at grine af,« siger han og kærtegner ærmet på en sort pels, der hænger på tøjstativet.

Nord for København hos pelshandleren Kløve & Lønberg, der ejes af Nicolai Østergaard Lønberg, søger Jesper Lindbjerg ud, når han skal finde nye pelse til samlingen.

Hør Nicolai Østergaard Lønberg fortælle om venskabet med Jesper Lindbjerg:

 

 

På forhånd har han set sig varm på en pels. Flere gange vender han tilbage til den, tager den ned fra stativet og nærstudere detaljerne med både øjne og hænder.

»99 pct. af de pelse, der bliver solgt, er til kvinder. Det er ikke mange mænd, som tør. Derfor er det sjovt, at Jesper har lidt fart på. Han er ikke som alle andre og er ligeglad med, hvad folk tænker,« siger Nicolai Østergaard Lønberg.

Han vender sig mod Jesper Lindbjerg: »Nogle gange får du også nogle hug for det, gør du ikke?,« spørger han.

»De får sgu lige så mange hug igen,« svarer Jesper Lindbjerg og hæver sin knyttede næve. Så afbryder han samtalen. Det er tid til at forhandle.

»Du vil have 50.000 kroner for pelsen… Var det ikke bedre, at jeg skaffede din kone en hel karat diamant?«

Nicolai Østergaard Lønberg griner. Det er altid en forhandling med Jesper Lindbjerg.

»Jeg vil selvfølgelig gerne have fuld pris for en pels, men Jesper kender gud og hver mand, så han sender også nogle kunder herud. Det er lidt en vennetjeneste frem og tilbage.«

Hør Nicolai Østergaard Lønberg fortælle om Jesper Lindbjerg som kunde herunder:

 

 

Han viser en chinchillapels frem. Det er verdens blødeste pels. Et eksklusivt skind i samme kategori som zobelpelse fra Sibirien, men langt mindre brugt i Danmark og langt mindre slidstærk. Dén falder Jesper Lindbjerg ikke for.

»En gang i regnvejr, så er den afgået ved døden. Jeg skal ikke eje sådan en. Jeg har allerede ødelagt én chinchilla i en brandert, hvor det regnede, hvilket jeg ville skide på i øjeblikket - men det kunne pelsen ikke tåle.«

Før Jesper Lindbjerg forlader butikken, lover Nicolai Østergaard Lønberg at sende et endeligt tilbud på den pels, som de har forhandlet om.

Selvom Jesper Lindbjerg på en måned ubekymret bruger mellem 9.000 kr. og 200.000 kr. på at vedligeholde sit image, er han omhyggelig med ikke at betale mere end den pris, som han finder rimelig for tingene.

Læs næste kapitel om Jesper Lindbjerg på næste søndag.