For snart syv år siden satte Jesper Trabolt sig bag rattet i det sydlige Spanien. Det var nytårsaften, og han havde lige vinket farvel til sin daværende kæreste.
Kort efter smadrede han ind i en kantsten, fløj hen over styret og ramte et træ. Mens andre skålede året 2018 ind, lå den i dag 52-årige mand og kæmpede for sit liv.
Efter 23 dage i koma, vågnede han op til beskeden om, at han havde mistet førligheden fra brystkassen og ned. Ikke længere kunne gå.
»Jeg blev ikke overrasket, for det fortalte alle mine drømme mig. Jeg lå ned i dem allesammen,« siger Jesper Trabolt, der først fortalte sin historie til TV 2 Østjylland.
Siden ulykken i 2017, hvor han fik knust brystkassen og samtlige knogler i overkroppen, har han været lænket til sin manuelle kørestol.
Lidt af kroniske smerter, periodevise tryksår og har ikke mindst skullet lære, hvordan man får livet til at fungere, uden at kunne rejse sig op.
Værst har det dog været, at han ikke har kunnet give sine tre sønner et 'rigtigt kram'.
Men det kan, ifølge Jesper Trabolt, snart komme til at ændre sig.
»Jeg har fået chancen nu for en operation i Thailand, der, med en solid omgang genoptræning, måske kan gøre, at jeg kan komme til at gå igen,« siger han.
De danske læger, der har fulgt Jesper Trabolt, har sagt, at de ikke kan gøre mere for ham. At de kender til operationen, men ikke nok til, at man vil udføre den i Danmark, forklarer han.
»Jeg kan ikke få det dårligere, end jeg har det i dag. Så længe, der ikke er en dansk kirurg, der siger til mig, at jeg komme til at dø af den, så gør jeg det. Og det er der ingen, der har sagt,« siger han.
Operationen udføres på hospitalet Verita Neuro, Bangkok. Jesper Trabolt har ad flere omgange været i dialog med kirurgen og har fået pjecen, der beskriver operationen og det efterfølgende forløb.
En operation, der, kort fortalt, går ud på at sikre, at signaler fra hjernen kan blive sendt ned til benene ved hjælp af en forstærker.
I dag er gennemstrømningen for de signaler, hjernen normalt udsender, nemlig blokeret af den skade, Jesper Trabolt pådrog sig under bilulykken, forklarer han.
»Jeg fik en chance i 2017, og de sejre, jeg siden har fået, er større end nogen andre i de sidste 45 år af mit liv. Jeg har fået et tættere forhold til mine børn, min bror og til livet igen,« siger Jesper Trabolt og fortsætter:
»Nu er der en chance mere, og den har jeg tænkt mig at tage. Hvis jeg altså får råd.«
Over for B.T. oplyser Afdeling for Hjerne- og Rygkirurgi på Aarhus Universitetshospital, hvorfor indgrebet ikke tilbydes i Danmark:
»Der er ingen klar lægevidenskabelig dokumentation for, at behandlingen, der tilbydes af Verita Neuro, forbedrer gangfunktionen for patienter med rygmarvskade, og derfor tilbydes den ikke i Danmark,« lyder det i et skriftligt svar.
Derfor er det også en operation, som Jesper Trabolt selv skal betale for.
Og med rejseomkostninger, selve operationen, genoptræning og kost og logi til en pris på i alt 670.000 kroner, har den 52-årige brug for hjælp.
»Jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at ske. Det er sådan en følelse, jeg har – også selvom jeg ikke kan mærke noget,« siger Jesper Trabolt.
Han har indtil videre fået samlet omkring 12.000 kroner sammen. I sidste uge fik han med hjælp fra venner og bekendte uddelt 1500 flyers om hans situation.
Og så er han i gang med at planlægge et kæmpe sportsarrangement for socialt udsatte børn, han håber, kommer til at tiltrække sponsorer.
»Alle beløb og de mennesker, der indtil videre har hjulpet mig, er dybt rørende. Nu håber jeg, at det hele lykkedes. Jeg har sat mig et mål, der hedder slut december, og hvis det ikke ser realistisk ud på det tidspunkt, så kommer alle til at få deres penge tilbage,« siger Jesper Trabolt.
»Og så har jeg givet det et ordentligt forsøg. Hvis jeg selv skulle betale, ville jeg først kunne få operationen i 2079. Lad mig sige det sådan.«
Hvis Jesper Trabolt får råd til operationen, og alting går som håbet, er han ikke i tvivl om, hvad der bliver det første, han skal.
»Jeg skal rejse mig op, og kramme mine drenge. Det kan jeg love dig for. Jeg savner et rigtigt menneskekram, i stedet for at sidde lam i en kørestol. Alting ville bare blive meget, meget bedre.«