Jesper Østergaard fik til sidst nok af hunde, der tissede på hans postkasse. Han fik så meget nok, at han satte et stødhegn op omkring den. Nu har han fået en bøde.

Han bor tæt ved området Sunds tæt på Herning, hvor der for nyligt er kommet en ny hundeskov, skriver Herning Folkeblad.

Efterfølgende er det flere gange hændt, at hunde har tisset på både postkasse og postkassens lås.

»Der har også været pis på pakkerne. Jeg synes eddermame, det er ulækkert at få nøgler og fingre smurt ind i pis,« siger han til Herning Folkeblad.

Han prøvede først med små skilte, der forestillede tissende hunde med en stor rød streg over, men endte til sidst med at gå over til strøm, og det har nogen altså anmeldt ham for.

Jesper Østergaard venter nu på at få bøden fra politiet og har fjernet strømhegnet fra postkassen, der er i stedet flyttet længere ind på hans grund.

Det er ikke fordi, han ikke kan forstå, at hundeejere kan blive sure over, at deres hunde har fået strøm, når de har tisset på postkassen.

Dog mener han slet ikke, at man burde lade hunde tisse på andre menneskers postkasser.